Lego topper atter engang listen over de brands, der har fået mest positiv omtale herhjemme.
Denne gang gælder det YouGov Brandindex, der sammenligner flere end 300 varemærker i Danmark for at vise, hvilke mærker der har fået mest positiv omtale, eller buzz.
Perioden omfatter første halvår 2015.
Hver dag interviewer YouGov BrandIndex 200 personer, der er repræsentative for den generelle befolkning, og spørger dem om deres holdninger til forskellige brands.
Fremgang for udskældte brands
Som nævnt er Lego fortsat det brand, der har fået mest positiv omtale.
Novo Nordisk har til gengæld forbedret sin buzz fra 23,7 point til 27,9 i forhold til 1. halvår 2014 og rykker op på andenpladsen, mens Volkswagen må lade sig nøje med en femteplads.
Vestas kommer ind på top 10 med en buzz-score på 20,3, mens Mærsk rykker ned på 11. pladsen.
Store og til tider udskældte offentlige selskaber som DSB, Dong Energy og Post Danmark har i øvrigt alle fået markant mere positiv omtale i første halvdel af 2015 sammenlignet med første halvdel af 2014.