Tilbage i 2001, da brand consulting-virksomheden Interbrand for anden gang offentliggjorde sin Top 100-opgørelse over verdens mest værdifulde brands, Best Global Brands, var bryggeriet Carlsberg kommet med.

Ganske vist kun på en 97. plads, men dog med en anslået brandværdi på næsten 8 mia. kroner (omregnet efter datidens kursforhold).

I de mellemliggende 14 år har der ikke været danske brands at finde på listen, men på den dugfriske 2015-liste er Danmark igen repræsenteret: Denne gang af Lego, der kommer ind på plads nummer 82 med en anslået brandværdi på godt 35 mia. kroner.

Ellers er alt ved det gamle, fristes man næsten til at sige, idet Apple, Google, Coca-Cola, Microsoft og IBM for tredje år i træk indtager de fem øverste pladser – eneste ændring her er, at Microsoft i år er rykket op som nummer 4, mens IBM i år må ”nøjes” med pladsen som nummer 5. Hidtil har det været omvendt.

Interbrand opgør Apples 2015-brandværdi til 1.120 mia. kroner, hvilket er en værditilvækst på 43 procent i forhold til sidste år. Google er vokset med 12 procent i brandværdi, mens Coca-Cola fastholder 3.-pladsen trods et fald i brandværdien på 4 procent.

Årets højdespringere er Facebook med 54 procent, Apple med 43 procent, Amazon med 29 procent,  Hermès med 22 procent, Nissan med 19 procent, 3M, Adobe og MasterCard – alle med 17 procent – og endelig Starbucks og FedEx, begge med 16 procent.

Nye på listen i år – ud over danske Lego, der med en plads som nummer 82 er den højst placerede blandt de nytilkomne – er også Mini, Moët & Chandon, Lenovo og PayPal, der deles om de fire nederste pladser.

Hele Interbrands 2015-liste kan ses her.

Tidligere års lister kan ses her – og de kan bl.a. afsløre, at Apple i 2001 (da Carlsberg var nummer 97) befandt sig på en 49. plads med en anslået brandværdi på 36 mia. kroner…

Her kan du se en video, der forklarer, hvordan Interbrand kommer frem til sine resultater.