En global imageundersøgelse placerer Lego på en femteplads over verdens mest anerkendte virksomheder foran bl.a. Sony og Coca-Cola.
Undersøgelsen er foretaget af Reputation Institute, hvor forbrugere fra 15 af verdens største lande har sendt Lego ind på femtepladsen over verdens 100 mest anerkendte virksomheder. Lego slås blot af Google, Apple, Walt Disney og BMW, hvorimod brands som Sony, Intel og Volkswagen må se sig overhalet af den danske legetøjskæmpe.
Det er første gang nogensinde, at en dansk virksomhed er så højt placeret, og ifølge en brandingekspert må resultatet give anledning til stolthed. Både i Billund og resten af landet.
– Det er en utrolig cadeau til Lego. Man er kommet i en eliteklasse, hvor de fleste internationale brands kun drømmer om at være, siger Martin Roll, der er dansker, men bosat i Singapore, hvor han rådgiver internationale virksomheder om strategi og branding.
Legos topchef har også svært ved at lægge bånd på sin sædvanlige beskedenhed.
– Jeg har altid den holdning, at man skal være varsom med at tolke på imageundersøgelser og blot være glad for at være nævnt i top100, men når det er sagt, så er det rigtig, rigtig dejligt, at vi kan være i så fint selskab, siger Jørgen Vig Knudstorp, administrerende direktør for Lego.