Det går rigtig godt for Lego. Også på kommunikations-fronten, og koncernen forventer at gøre endnu mere ud af marketing, og det har den konsekvens, at Lego i år vil hyre 60 mand ekstra til inhouse-bureauet.

Og det bureau udgør i forvejen 275 medarbejdere, hvilket gør butikken til ”Danmark største reklamebureau”, både før og efter ansættelserne.

– Markedsføring fylder meget hos os, men det skal fylde endnu mere fremadrettet, siger den tidligere envison-profil Mari-Louise Jonsson, kreativ direktør i inhouse-bureauet og fortsætter: ”Vi har lagt planer for, hvad vi vil kommunikere, hvordan og hvornår, og vi kan se, at der ganske enkelt ikke er timer og hænder nok til at eksekvere. Samlet set mangler vi cirka 60 medarbejdere.”

Inden for hvilke kompetencer?

– Især de digitale og folk til indsigts-afdelingen. Men lige netop mens vi snakker, søger vi kreative til afdelingen i Billund og til USA. Vi har behov for at få endnu mere kvalitet ud i markedet, og derfor skal vi opnormere, siger hun.

Det er godt 10 år siden Lego lagde grundstenen til eget bureau – især grafikere og produktionsfolk – og de fik umiddelbar succes.

Så meget, at koncernens lead-bureau i dag er inhouse-bureauet. Det betyder dog ikke, at der slet ikke er bureau-samarbejder, da eksempelvis Advance er inde over forskellige Lego-projekter og Hello Monday har skabt digitale universer, der i øvrigt har vundet store priser, bl.a. i Cannes. Tilkøbet af eksterne kompetencer fortsætter.

– Vi har vist, at vi er i stand til at konkurrere med de store internationale bureauer, og ledelsen lod os for år tilbage konkurrere i pitches om nogle af budgetterne. Det førte fx til, at vi vandt nogle opgaver i konkurrence med bl.a. Wieden+Kennedy. Det er et skulderklap i særklasse, også fordi ledelsen fortalte up-front, at vi ikke fik særbehandling, siger Jonsson.

Lego Consumer Marketing Agency, som bureauet hedder, har de sidste år tiltrukket en lang række dygtige og kreative folk fra den danske reklamebranche. Herunder Mari-Louise Jonsson, der for fire måneder blev headhuntet fra envision i Aarhus.

Og ”lokkemaden” er at arbejde videre med Lego-brandet, der har et globalt udsyn og udfordringen i at arbejde med børn som den primære målgruppe.

Det var bl.a. det, der tiltrak Mari-Louise Jönsson:

– Den danske reklamebranche handler rigtig meget om pris, pris og atter pris i øjeblikket. Det kan være svært for en kreativ eller en planner at finde den helt store passion i de konstante taktiske budskaber, der fylder landskabet, siger Mari-Louise Jonsson. ”Og her er det klart, at Lego har momentum i forhold til at rekruttere folk, der hellere vil dykke dybt ned i målgruppen, indsigterne og i kreativ kommunikation til børn, siger hun.

Det må være jeres ”børne-indsigter”, der adskiller jer fra andre bureauer?

– Det er præcis det. Stort set alle bureauer er i stand til at kommunikere med børn, men det sker ofte med voksenbriller på. Vi har altid set på børn i børne-højde. De færreste ved fx, at børn groft sagt ikke læser budskaber. De lokkes og inspireres og udvikles af billeder.

– Voksen-kommunikation er også ofte fyldt med nuancer, gråzoner om du vil. Børn er sort-hvide. Enten elsker de budskaberne, eller også hader de dem. De tænder af, og de tænder på. Det er ualmindelig vigtigt at holde sig for øje, når man kommunikerer med børn, og det skal vi bruge endnu flere dygtige medarbejdere til at hjælpe os med i 2013, slutter Mari-Louise Jonsson.