Lego-koncernen kan efter et indbringende år polstre sig på bedste vis, og guldregnen drypper i store dråber ned over især Lego-ejer Kjeld Kirk Kristiansen, der i 2010 trak næsten 2,5 mia. kr. ud af selskabet. Via holdingselskabet Kirkbi udbetaler Lego nemlig hele 2,5 mia. kr. i udbytte til ejerne, og heraf går de 75 pct. af udbyttet , eller knap 1,9 mia. kr., til Kirkbi, mens Lego-fonden får den sidste fjerdedel på 625 mio. kr.
Ved siden af de 1,9 mia. kr. betaler virksomheden Lego også 568 mio. kr. i varemærkelicens, så på den baggrund kan Kjeld Kirk Kristiansen glæde sig over at have øget formuen med over 2,4 mia. kr. i 2010, og i alt betaler Lego-koncernen således over 3 mia. kr. i udbytte.
Det er markant mere end i de to forgangne år, hvor det samlede udbytte har ligget på omkring 2 mia. kr. Den samlede udbyttebetaling er også meget høj, hvis man sammenligner med eksempelvis A.P. Møller – Mærsk, der på baggrund af et årsresultat på 28,2 mia. kr. betalte 1.000 kr. pr. aktie til aktionærerne.
Det beløber sig samlet til en omkostning på 4,4 mia. kr., men shippingkoncernen er også mange gange større end Lego og omsætter eksempelvis for 20 gange så meget på et år.