Legetøjskoncernen Lego er blevet en så velsmurt og kraftfuld maskine, at den formentlig ville kunne indbringe i omegnen af 20 mia. dollars eller godt 110 mia. kroner.
Det vurderer Sean McGowan, legetøjsanalytiker ved den amerikanske investeringsbank Needham, som Morgenavisen Jyllands-Posten har talt med.
Den pris gør Lego mere værd end de to børsnoterede virksomheder Danske Bank og Carlsberg, der er henholdsvis 108 og 87 mia. kroner værd.
– Jeg tror godt, du ville kunne få 20 mia. dollars for selskabet. Ingen andre legetøjsvirksomheder i verden har så høj en indtjening, og hvis du tager udgangspunkt i værdien af Mattel (USA’s største legetøjskoncern, red.), lander du tæt på 20 mia. dollars. Det er utroligt, hvad de gør i Lego, siger Sean McGowan til avisen efter at have læst Legos regnskab igennem.
Den familieejede Billund-koncern kom i går ud med et regnskab, der viste et driftsresultat, der var vokset med 40 procent – til otte mia. kroner.
Jyllands-Posten