LEGO beviste endnu en gang i nat, at hvis der er et brand, som formår at bryde gennem lydmuren i disse content marketing-tider, så er det den danske legetøjsproducent.

For selvom Lego-filmen, ”LEGO – The Movie”, måtte tage hjem fra festlighederne i Hollywood uden en Oscar-statuette, så løb virksomheden med masser af opmærksomhed, da amerikanere – og andre nysgerrige verden over – sad klistret til skærmen for at se med.

LEGO kunne nemlig glæde sig over et stort anlagt indslag i showet, hvor sangen – naturligvis med LEGO-klodserne i den virkelige hovedrolle – blev fremført.

Ydermere fik kendis-publikummet, herunder Oprah Winfrey, efter sangen overrakt en LEGO-Oscar, og ”hendes reaktion tog Twitter med storm”, som eksempelvis business.dk skriver.

LEGO-filmen blev produceret af Warner Brothers, og arbejdet med film nummer to er i fuld gang.

jml/business.dk