Den nye Clikits-serie består af 16 forskellige sæt, der kan sættes vilkårligt sammen. Produkterne lægger op til, at piger fra seksårsalderen og op kan designe deres egne smykker, pyntegenstande til værelset, billedrammer, hårspænder og lignende.
Lanceringen understøttes af en marketingkampagne, som omfatter bl.a. tv- og trykte reklamer, butiksaktiviteter og promotion i Legoland parkerne. Desuden vil Clikits produkterne få deres egen engelsksprogede hjemmeside på www.clickits.com.
– Lanceringen af denne slags produkter er en naturlig udvidelse af det sortiment, som forbrugerne forbinder med Lego varemærket. Clikits udtrykker Lego-værdierne på en ny måde og overfører dem til et nyt legeunivers. Ligesom med de traditionelle Lego-produkter skal pigerne tænke kreativt for at skabe de smarte dekorationer og smykker, siger marketingchef Ulrik Gernow, Lego Europe North.
Der ligger fire års research-arbejde bag Clikits. Det viser, at piger lægger vægt på selvudfoldelse, især med små hobbyarbejder, og de synes om selv at producere gaver og praktiske hverdagsting. Ifølge en undersøgelse udført af Copernicus for Lego Company vurderer mødre både konstruktionslegetøj og hobby- og kunsthåndværkskategorien højst blandt 16 mulige kategorier af legetøj.
Som en del af introduktionen har Lego Americas indgået et marketingsamarbejde med Limited Too, som er den førende kæde for produkter til aktive, modebevidste piger fra 7 til 14 år. Limited Too har 500 butikker over hele USA og anses for at være det vigtigste mærke blandt piger i denne aldersgruppe.