I forbindelse med den store legetøjsmesse i Nürnberg 5.-10. februar annoncerer Lego sine planer
for en tilbageerobring af kunder og markedsandele på området for førskoleprodukter. Planerne omfatter bl.a.
et gensyn med det populære Lego Duplo og introduktionen af de nye kæmpeklodser, Lego Quatro.
I januar oplyste ejer og administrerende direktør for Lego Company, Kjeld Kirk Kristiansen, at en omprioritering af
markedet for førskoleprodukter fremover ville være et af omdrejningspunkterne i virksomhedens strategi for at forbedre
resultaterne for 2004. Indtil lanceringen af Lego Explore linien stod førskoleprodukterne for 20% af Lego’s omsætning.
– Lego Explore var en fantastisk produktserie, men vi har ikke gjort det nemt nok for forbrugerne at finde frem til
de produkter, som de kender og holder af. Vi har lyttet til forbrugerne og forhandlerne, og vi har med den nye
produktserie gjort det lettere for forbrugerne at finde frem til de produkter, de leder efter. De tre byggesystemer for
de små lanceres under mærkerne Lego Baby, Quatro og Duplo, oplyser Mads Nipper, Senior Vice President for
Lego’s globale udvikling og marketing.
– Fra juni 2004 vil forbrugerne finde de tre nye under-brands på butikshylderne, og de nye Duplo-produkter vil naturligvis fortsat kunne bruges sammen med de produkter, vi havde før i tiden, siger Mads Nipper.
Den nye Quatro klods er otte gange større end den traditionelle Duplo klods, og er dermed en perfekt indgang til byggesystemer for de et- til treårige. Quatro vil være at finde i butikkerne fra juni 2004 i tre forskellige æskestørrelser, indeholdende mellem 20 og 75 klodser.
Under Duplo mærket lancerer Lego i 2004 tolv nye produkter.