Danmarks stærkeste brand gennem tre år, LEGO, må nu vige pladsen for den ”evige” to’er: Den norskejede detailkæde REMA 1000.

Det viser analysehuset YouGovs nye liste over de 10 stærkeste danske varemærker.

Legetøjsgiganten må dermed nøjes med en andenplads med MobilePay på tredjepladsen. 

Rankingen er udarbejdet ved hjælp af YouGov BrandIndex-indeksscore, som er gennemsnittet af seks forskellige imageparametre: Kvalitet, Generelt indtryk, Værdi for pengene, Anbefaling, Omdømme og Kundetilfredshed.

Og mens REMA 1000 trækker godt afsted med en score på 43,7, så er det er nærmest kun det berømte mulehår, der skiller nummer to og nummer tre.

LEGO ’s score er 41,8 – MobilePays er 41,7.

Nye navne ind på listen

Fire varemærker må forlade listen sammenlignet med sidste år: Det drejer sig om chokolade-brandet Anthon Berg, Sygeforsikringen Danmark, Samsung og Bang & Olufsen.

Og mens Samsung sidste år var eneste udenlandske navn på den danske liste, så dukker der i år to nye op.

Streamingtjenesten Netflix indtager således syvendepladsen, og den svenske møbelkæmpe IKEA rykker ind som nummer ni.

Direkte ind på en fjerdeplads med en score på 40,2 rykker detailkæden Matas, og også DR’s streamingtjeneste, DRTV, er der blevet plads til. 

Tjenesten kommer ind på en ottendeplads, og dermed kan DR glæde sig over to placeringer på årets liste, da moderbrandet, DR, fortsat er med.

Også Arla kan glæde sig over to placeringer – om end med lidt tilbagegang.

Lurpak rykker fra fjerde- til femtepladsen, mens Arla selv rykker fra en syvendeplads og ned på en tiendeplads.

Udskældt højdespringer

Et blik på listen over årets image-højdespringere afslører en måske lidt uventet vinder: Danske Bank.

Banken har igennem en årrække, og af flere forskellige årsager, været temmelig udskældt i pressen og på sociale medier.

Men ifølge YouGovs målinger har Danske Bank faktisk fået mindre negativ omtale det seneste år, hvilket ifølge analysehuset ”kan have spillet ind på imageforbedringen.”

– Kritikken af Danske Banks inddrivelsessystem påvirker dog buzz negativt i september, hvor kurven begynder at gå ned igen, skriver YouGov om bankens placering.

Med til historien hører dog, at selv om Danske Bank er årets højdespringer, så har banken stadig en negativ image-score.

Man kan dog glæde sig over at have forbedret sin score med 10,9 point fra -23,0 til -12,1.

DSB er årets anden image-højdespringer efter en forbedring på 8,7 point. Nordea, er den tredje image-højdespringer med en forbedring på 7,4 point.

Tech dominerer internationalt

YouGov BrandIndex gennemfører også målingen globalt, og her er der status quo på de fires øverste pladser.

De indtages igen af Google, WhatsApp, YouTube og Samsung i nævnte rækkefølge.

Den globale image-ranking er baseret på data fra 33 lande. Og det er igen i år tydeligt, at tech-giganterne dominerer stort.

For mens IKEA og Nike sidste år indtog syvende og ottende-pladsen, så er de to brands nu forvist til de to nederste pladser.

Amazon, Netflix og Facebook er med igen i år.

Med Netflix som højdespringeren, der rykker fire pladser frem fra tiende til sjettepladsen.

En plads frem går det for Amazon, mens Facebook hopper to pladser ned. 

Ny på årets globale liste er den singaporeanske e-handelsplatform Shopee, der lander på en ottendeplads.