Den danske legetøjskæmpe Lego har efterhånden udviklet en helt særlig evne til at få sig placeret i begivenhedernes centrum.

Denne gang er et kæmpemæssigt Star Wars X-Wing rumskib “landet” på Times Square i New York.

Det vil sige, der er tale om en Lego-model af rumskibet fra de berømte film, og det er vel at mærke et meget iøjnefaldende bygningsværk, som er det største nogensinde af Lego-klodser.

Rumskibet, der blev afsløret torsdag, er bygget af over 5,3 millioner Lego-klodser og vejer 20.865 kilogram. Det er sat sammen af 32 byggere, som har brugt 17.000 timer på jobbet.

– Jeg har bygget meget store ting med Lego, men dette er det største nogensinde, siger Lego mesterbyggeren Erik Varszegi, som deltog i torsdagens “åbningsceremoni” på den ikoniske plads på Manhattan, der tiltrak en stor folkemængde.

– Det er bygget i samme skala, som i filmene, siger han.

-Wing rumskibet bliver brugt af Luke Skywalker til at ødelægge Dødsstjernen i den oprindelige “Star Wars”-trilogi. X-Wing modellen skal være med til at promovere en nye Start Wars-serie, “The Yoda Chronicles” på børnekanalen Cartoon Network – som har premiere næste onsdag.

Bygningen af rumskibet i Lego-klodser begyndte for et år siden i Tjekkiet. Det blev senere transporteret til USA, hvor det har stået i flere dele i et lager i New Jersey. Herfra blev det kørt ind på Manhattan på en lastbil.

Modellen skal senere til Legoland California i udkanten af San Diego.

“Star Wars”, der blev skabt af George Lucas, havde premiere i 1977, og har opnået mere end kultstatus.

Disney-koncernen har købt George Lucas’ berømte filmstudie, der også omfatter hans Star Wars-univers, og det er planen at indspille flere film i den legendariske sci-fi-serie.

Star Wars VII vil få premiere i 2015, og flere film ventes at fortsætte Star Wars-sagaen.

/ritzau/AFP/jml