Lego må nu igen halvere prisen på sit onlinespil og sende forretningsmodellen bag sin vigtigste digitale satsning på ophørsudsalg. Det skriver Børsen. Det nye dyk kommer kun en måneds tid efter seneste halvering af prisen og understreger igen det svære regnestykke bag investeringen på foreløbig 200 mio. kr. med høje, løbende driftsomkostninger. Men Lego Universe er udpeget til en central, strategisk brik i koncernens fremtid, og derfor har signalet hidtil været, at spillet fortsætter. Koste hvad det vil.
Så sent som ved fremlæggelsen af Lego-koncernens seneste rekordresultat den 3. marts fortalte koncerndirektør Lisbeth Valther Pallesen, at man nu halverede prisen i et forsøg på at sætte gang i salget og få flere brugere ind, som betaler løbende abonnement.