På kortet har der længe stået salgs- marketingdirektør, men fakta er, at Leif Rasmussen i en årrække har haft det operationelle ansvar for Danmark inden for Royal Unibrew koncernen. Resten af Nordeuropa har så været placeret hos Connie Astrup-Larsen, der herudover også har ansvaret for øst- og mellem-europa, og nu er det så besluttet at slå Danmark og Nordeuropa sammen under ledelse af Connie Astrup-Larsen. Det betyder, at Leif Rasmussen med øjeblikkelig virkning fratræder en virksomhed, han har været hos i næsten 20 år.

Adm. dir. Poul Møller understreger, at ændringen ikke ændrer noget på marketings placering i organisationen

– Vi gør det for at få en mere koordineret og strømlinet organisation, og hidtil har marketing i Danmark været placeret under Leif Rasmussen, mens Connie Astrup-Larsen har haft ansvaret i resten af Nordeuropa. Nu er marketing så placeret under Connie, siger Poul Møller.

Connie Astrup-Larsen indgår desuden nu i direktionen med titel af international direktør. I direktionen sidder desuden teknisk direktør Povl Friis og økonomidirektør Ulrik Sørensen. Samt selvfølgelig Poul Møller. fin