– Jeg vil have mine egne møbler. Derfor har jeg designet det meste af mit indbo selv, siger tekstforfatter Claus Lembourn. Nu hvor han har rundet de 60 år, har han bestemt sig for at forkorte ugen på reklamebureauet Buhl UnLtd med et par dage, for således også at få lidt tid til en beskæftigelse totalt uden ord: Møbeldesign.
– Men jeg har ikke tænkt mig at stoppe som tekstforfatter, før jeg bliver 90, bedyrer den ene halvdel af det fasttømrede team Dorte Zangenberg og Claus Lembourn. Hvis ikke der havde været flystrejke for et halvt års tid siden, skulle de to have været på fagligt sølvbryllup i Frankrig med 25 års samarbejde i bagagen.
Claus Lembourn kunne ikke forestille sig nogensinde at arbejde sammen med andre end hende.
Men hvor Dorte Zangenberg har sin lidenskab i det franske, har Claus Lembourn den i det tyske. Udover at skabe nye møbler, vil han derfor også forbedre sit tyske, selv om han allerede nu har tyskkendskab nok til at kunne læse sin yndlingsavis: Frankfurter Algemeine.
– Tyskland er Europas mest moderne stat. Det er et land med energi, kraft, åbenhed, nysgerrighed og visioner. Berlin bliver Europas hovedstad, en by hvorfra man kan se til Uralbjergene. Derfor kan vi lige så godt med det samme lære at tale med tyskerne. Frankfurter Algemeine er den mest betydningsfulde avis, jeg kender. Og lederne er nærmest europæisk faderlige i sine meddelelser.
Claus Lembourn er dog glad for at hans mor, der er født i Tyskland, ikke blev boende. For han holder mere af Danmark, og har da også negative oplevelser af faderlandet. For eksempel forhistorien, manererne og den ofte provinsielle adfærd.
STARTEDE MED KRIMIER
Når Claus Lembourn tænker tilbage på sine snart 26 år som tekstforfatter, er ordene “kolossalt underholdende“ de mest kendetegnende for hans virke. Især tiden hos Bergsøe fra ’70 til ’77 var den rene fornøjelse, husker han.
Han er sin daværende tandlæge meget taknemmelig, fordi det faktisk var ham, der fik Claus Lembourn til at glemme alt om sine kriminalromaner (seks nåede han at skrive) og sin rolle som hjemmegående husfar.
– Tandlægen synes, jeg skulle ud på arbejdsmarkedet. Og da jeg alligevel ikke var god nok til at skrive krimier, var jeg tilbøjelig til at give ham ret.
Tandlægen var venner med underdirektøren på Bergsøe dengang, så han formidlede kontakten, og Claus blev ansat.
Her fandt han sin Dorte, og efter syv år på Bergsøe kom de til Stendahl, som de senere overtog og kaldte Zangenberg & Lembourn. Sådan hed det i 15 år, indtil team’et rykkede ind under Euro RSCG, som det hedder nu. Og sidste år startede de et nyt bureau op sammen med Claus Buhl og Peter Frölich, Buhl UnLtd.
– Nu har jeg lavet tekster i næsten 26 år. Så kan man det. Derfor er det sjovt at prøve noget, man ikke kan, mener Claus Lembourn.
Han har allieret sig med en snedker og en smed, som skal lave møblerne efter Lembourns ideer og skitser. Men han har ikke planer om også at slå sig sammen med en agent. Møblerne bliver unika, og her i Danmark er der ikke mange, der ville have råd til dem, hvis de blev sat i produktion.
Forhåbentlig stabler Claus Lembourn ikke så mange møbler ind i lejligheden i det gamle Nyhavn, at gulvene ikke kan bære. Chefredaktøren for bladet Markedsføring Svend Erik Pedersen bor nemlig i samme opgang.