Hvad er den bedste reklame du har set?
Jeg er jo ikke meget for at indrømme det, men egentlig synes jeg, at livet er for kort til reklamer. Ingen skal manipulere med mig, jeg skal nok selv bestemme, hvad og hvornår jeg skal købe. Når det så er sagt, så kan jeg godt li’ DSB’s Harry. Jeg kan især godt li’ når der er en blanding af virkelighed og fiktion f.eks. levende mennesker sammen med tegnefilm, dukker og animation i et unikt univers og så en god portion humor, så føler jeg mig heller ikke helt så manipuleret med.
Kan du nævne en reklame, som har fået dig til at ændre holdning til en virksomhed – eller har fået dig til at købe en vare?
På et tidspunkt synes jeg ikke, at vores tøj blev ordentlig rent med det vaskepulver vi brugte. Så var det at jeg så en reklame for et flydende vaskemiddel, som va skede ultra rent og det købte jeg så, jeg ved ikke hvor mange liter af. Det kulørte tøj blev vel nok rent men det så ud som om, at det havde hængt ude i solen det meste af sommeren, for vaskemidlet var til hvidt tøj og så oven i købet med blegemiddel. Så jeg endte med at blive ret upopulær. Jeg har ikke siden købt Arial og jeg står fortsat for tøjvask derhjemme, desværre.
Læser du tilbudsaviser?
Ja, det gør jeg og jeg planlægger mine indkøb ud fra de gode tilbud, så det kan godt betyde at jeg render rundt i tre forskellige supermarkeder lørdag morgen.
Blogger du?
Nej, jeg blogger ikke, det har jeg simpelthen ikke tid til, men jeg har været på et seminar hvor vi blev præsenteret for web blog og bagefter gik jeg hjem og smuglæste, hvad det i grunden er folk blogger om. Jeg blev overrasket over hvor gode folk er til at udtrykke sig. Jeg synes især at patentstyrelsen har en god web blog.
Kan du nævne det bedste website du har set?
Kommunikationsbureauet Talefods hjemmeside er ret fin og så kan jeg også godt li’ vores egen hjemmeside. Jeg kan godt li hjemmesider uden for mange dikkedarer og som har den holdning at kunden er intelligent og ud fra menupunkter selv kan klikke sig gennem den information de søger. Så er der også lige travellinks hvor jeg har bestilt mange rejser både arbejdsmæssigt og privat.