Leo Burnett har været på udkig efter den rette kandidat som adm. direktør for bureauet, siden offentliggørelsen i januar om at Jens Schwartz-Rosman ville forlade stillingen. Efter en grundig rekrutterings proces er Leo Burnett Denmark nu blevet enig med JWT´s tidligere direktør Asger Daugbjerg, der begynder jobbet den 1. april.
Asger Daugbjerg vender hermed tilbage til Danmark efter knapt to år i Singapore, hvor han var ansat hos JWT som Regional Director Asia Pacific med ansvar for Unilever Foods i 15 lande. Før det var han ansvarlig for JWT´s kontor i København indtil sammenlægningen med det daværende Halbye & Kaag.
Uden at det har nogen forbindelse med valget af ny direktør, har Leo Burnetts kreative direktør, Claus Møllebro valgt at forlade bureauet. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Claus Møllebro, men ifølge Patrick Tepfers, COO Leo Burnett Nordic, vil han fortsætte på bureauet et stykke tid endnu. Han oplyser, at man har igangsat en proces med at finde en afløser for Claus Møllebro.
Jimmy Maymann, som i overgangsperioden har haft ansvaret for Leo Burnett Denmark, flytter, efter en kortvarig indkøringsperiode med Asger Daugbjerg, til London for at starte i Arc Worldwide som Globalt Ansvarlig for Nye Medier. Arc Worldwide er en global marketing services virksomhed, og en del af Publicis Groupe netværket.
– I et krævende marked som det danske, præget af intensiv konkurrence, er det svært at finde den rette kandidat til at være ansvarlig for et lokalt bureau. Men vi var heldige med vores timing. Vi var på udkig efter en kandidat med Asger´s omfattende ledelseserfaring, kendskab til at arbejde professionelt med både lokale og internationale kunder samt forståelse af værdien af kreativitet. Og Asger var interesseret i at vende tilbage til Danmark for igen at være ansvarlig for et reklamebureau, siger Patrick Tepfers.
Den 42-årige Asger Daugbjerg glæder sig til at skulle lede Leo Burnett, som han betegner som et fantastisk bureau brand, han altid har beundret.
– Det er en sand fornøjelse at få muligheden for at arbejde med så stærkt et netværk, spændende kunder og kolleger. Jeg glæder mig meget til udfordringen. Og jeg er sikker på, at vi kan benytte denne platform til at skabe momentum for Leo Burnett igen. Kombineret med en langsigtet vision og den rigtige forretningsstrategi kan vi gøre Leo Burnett til en endnu mere betydelig spiller i den danske og nordiske reklameverden, siger han.
Leo Burnett har de sidste tre år været udsat for store nedskæringer og omstruktureringer. For tre år var der over 100 personer ansat i Leo Burnett Gruppen, som var en sammenlægning af reklamebureauet Leo Burnett, dialogbureauet Leo Direct Sales og webbureauet Neo Ideo. Nu er der 15 personer tilbage i Leo Burnett.
Ifølge Asger Daugbjerg er det dog ikke en umulig udfordring at bringe Leo Burnett til de tidligere storhedstider.
– Jeg har fået et tilsagn fra Leo Burnett om, at de tror at der skal være et kontor i København. Men jeg har også selv en tro på det, at det kan lykkes, ellers havde jeg ikke taget opgaven. Nu skal vi have vendt udviklingen. Vi skal ikke nødvendigvis skabe et stort men et succesfuldt bureau, siger han.