– Selvfølgelig er vi lidt skuffede, for med så mange nomineringer i Press&Poster ville det da have været dejligt, hvis vi også havde fået en løve. Vi må bruge det positivt og kommer stærkt igen næste år, siger David Adams, adm. dir. for Leo Burnett.
Han er kommet sig oven på gårsdagens skuffelse, da Leo Burnett Danmark ikke vandt en eneste løve på trods af fem nomineringer i fire kampagner. Det danske bureau var ellers det næst mest nominerede Leo Burnett bureau i hele bureaukæden.
– Det første vi gør, når vi kommer hjem, er at fokusere på, hvordan det kan blive bedre næste år, siger han.
En del af de kreative som Markedsføring har talt med kunne heller ikke forstå, hvorfor Leo Burnett ikke vandt en eneste løve. Specielt en poster for Kikoman, som vandt ved Guldkorn, var spået gode chancer.
– Det går meget stærkt, når juryen vurderer de indsendte værker. Derfor er det tilfældigheder der afgør om en poster får en løve eller kun en nominering. Vi har lært, at ideen skal være meget skarp og helst kunne opfanges på et øjeblik, siger David Adams, der også minder om, at juryen i år valgte at belønne de store brands højere.
– Det er nemmere at lave kreative ideer med små ukendte brands. Vores Kikoman er et stort brand, men nok ikke så stort, at ideen kunne forstås i hele verden, siger han.
At Danmark ikke vandt nogle løver i Press&Poster kunne tyde på, at danske kreative ikke er skarpe nok til at levere et klart og præcist budskab.
Claus Møllebro, kreativ direktør hos Leo Burnett, mener, at en dansk fokusering på at lave enkle film har skadet mange print-løsninger.
– Print er blevet en skraldespand, hvor man skal have alt det med, som ikke kommer med i filmen. På den måde bliver det så rodet og uden ide, at det mange gange ikke virker. Den udvikling er skadelig og måske en af årsagerne til at Danmark ikke henter løver i år, siger Claus Møllebro, som dog er meget glad for de mange nomineringer, som han vil bruge til at komme stærkt igen ved næste festival.
– Vi har fået næsten halvdelen af vores indsendte værker på shortlisten. Det er da ganske flot, siger han. jür