Leo Burnett Danmark har fundet manden der skal gøre det nye, globale netværk iLeo, til et subbrand under den danske del af bureau-kæden. For et par måneder siden lancerede Leo Burnett iLeo, der skal binde de tre ben direct marketing, digital kommunikation og datamining sammen i et bureau. Tidligere har Leo Burnett haft et særskilt direct-bureau, Leo Direct Sales, som i flere lande er blevet lagt sammen med massekommunikationsbureauet. I Danmark havde Leo Burnett også et selvstændigt interaktivt bureau Neo Ideo, men begge bureauer blev for et år siden lagt sammen til et bureau, da Leo Burnett lukkede alle datterselskaber og samlede aktiviteterne i én konstruktion. I Danmark har Leo Burnett ansat den 38-årige Lars Bjørn, tidligere salgs- og marketingdirektør hos Icon Medialab, som direktør for iLeo. Lars Bjørn er en af dialog-branchens tunge drenge med en fortid i både dansk og international reklamebranche. Bl.a. har Lars Bjørn arbejdet for Ogilvy i Paris, som strategi-ansvarlig for IBM’s dialog- og forhandler-aktiviteter i Europa. Han var desuden medstifter af dialogbureauet Medialog, som han dog forlod inden det blev solgt til IPP. Lars Bjørn begyndte sin tid i dialog-branchen som partner i bureauet Klausen & Partners. I Danmark skal iLeo operere som et subbrand under Leo Burnett Danmark. På den måde bliver Lars Bjørns opgave at imødegå tidligere problemer med manglende rød tråd på tværs af kanaler på grund af separate bundlinier og fokus.
– Vi skal forsøge at kombinere det bedste af to verdener. Og der er gode forudsætninger for at lykkes med det. Dels har vi en fremragende kundeliste at arbejde med, dels er der ungt talent i bureauet, som brænder efter at gøre en forskel. Min opgave bliver i høj grad at inspirere eksisterende og nye kunder til at få mere synergi og konkrete, målbare resultater ud af deres kommunikations-investering, siger Lars Bjørn, der ikke vil udelukke, at iLeo skal ansætte mennesker til den 10 mand store bureau-enhed, der primært rummer personer fra de nu lukkede Neo Ideo og Leo Direct/Sales
– Vi skal vokse, men ambitionen er ikke at blive store for størrelsens skyld. Vores primære opgave er at det skal være sjovt, lærerigt og lønsomt at arbejde med og for os, siger Lars Bjørn, der oplyser, at man overvejer både at udvide på den kreative og kontaktsiden. I Danmark vil iLeo fortsætte arbejdet med at skabe dialog og digitalbaserede løsninger for kunder som bl.a. tæller P&G, Statoil, SEB, Berlingske Tidende og Egmont (serieforlaget).
jür