52 mio. kr. Så meget skylder Leo Burnett i Danmark væk. Men heldigvis er det ikke til lånehajer. Det bliver i familien. Det er Leo Burnett USA (5,3 mio.), Publicis Group Holland (20,8 mio.) og Publicis USA Holding 25,8 mio), der har udlånt pengene. Og for det modtager de 2,8 mio. kr. i renter.
Den store renteudgift belaster selvsagt resultatet, som i 2006 landede på minus 4 mio. kr. før skat, mens den primære drift landede på minus 1,29 mio. kr. – en forbedring i forhold til 2005 hvor minusset lød på 5,2 mio. Når der var betalt renter til udlandet blev underskuddet så knap 8 mio. kr.
Oplysningerne fremgår af regnskabet for 2006, hvor man ikke bare har indleveret en resultatopgørelse og balance til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen men også vedhæftet en såkaldt opgørelse af skattepligtig indkomst for regnskabsåret sammen med specifikationer til selvangivelsen.
Af den kan man se, at der er anvendt underskud på 4,5 mio. kr. i regnskabet for 2006, og at man fortsat har 25,5 mio. kr. i underskud, som er uden tidsbegrænsning for, hvornår det skal anvendes.
I øvrigt steg gælden med hele 12 mio. kr. fra 2005 til 2006 – selvom underskuddet reelt kun var 8 mio. i 2005. I alt er der gennem årene overført underskud på 46,4 mio. kr.
Specifikationerne til selvangivelsen rummer andre oplysninger som f.eks., at bureauet i 2006 betalte 2,5 mio. kr. i husleje og 845.000 i vedligeholdelse og rengøring. En temmelig solid post i forhold til det gennemsnitlige medarbejdertal på 15.
Det er der dog en god forklaring på.
– Vi har siddet i et lejemål i kanonbådshusene på Holmen, der var indrettet til et langt større bureau, og som vi ikke har kunnet komme ud af. Havde vi haft en mere almindelig husleje, så havde vi reelt haft overskud på bundlinjen, siger adm. dir. Asger Daugbjerg og tilføjer, at han bliver målt på driften.
– Og her har jeg altså lev eret overskud, siger han.
Asger Daugbjerg har i øvrigt sagt op og fratræder med udgangen af i år.
Den store gæld ønsker han ikke at kommentere på.
– Der er tale om koncerninterne posteringer, som er sket før min tid og som er ude af mine hænder, siger Asger Daugbjerg.
Endelig kan man af specifikationerne også se, at Leo Burnett i Danmark i 2006 måtte slippe 641.000 kr. i management fee.