DR Licens er nu oppe på at have fået 75.600 nye tilmeldinger, efter at mere end 300.000 husstande for en måned siden fik en hilsen, hvor de blev spurgt, om de var tilmeldt den rigtige licens. I over 200.000 tilfælde var der tale om husstande, som slet ikke betalte licens, mens resten var husstande, der betalte radio- eller sort-hvid-tv-licens. Her spurgte DR, om de skulle have anskaffet sig farvefjernsyn i mellemtiden.
– Vi har ikke lavet nogen endelig statistik, men vi har en klar fornemmelse af, at det især er mange unge, der har tilmeldt sig. Over halvdelen af husstandene, der ikke betaler licens, bebos da også af unge mellem 20 og 30 år, siger kampagneleder Charlotte Broman fra DR Licens.
DR vurderer, at de mange nye tilmeldinger sikrer DR en indtægt på over 90 millioner kroner i indeværende år. 65.000 af tilmeldingerne kommer fra husstande, der ikke hidtil har stået opført hos DR Licens, mens de sidste 10.000 er fra husstande, der har fået farve-tv i stedet for radio eller sort-hvid-fjernsyn.
Charlotte Broman er ikke i tvivl om, at det er den direkte tone i kampagnen, der har været med til at få sortseere til at melde sig i stort tal. Derfor vil DR Licens fortsætte i samme ånd i de kommende år.
– DRs kampagne-erfaringer fra tidligere viser, at omkring 20 procent af alle husstande, der er sortseere, melder sig, når DR Licens kører kampagner. Men denne gang er tallet tættere på de 30, siger Charlotte Broman.
Kampagnelederen mener også, at en god synergi mellem kampagnebrevene og radio-tv-spottene har fået mange til at melde sig – enten pr. brev, telefon eller via dr.dk/licens.
For at give folk en fair chance for at tilmelde sig har DRs licensinspektører ikke været ude at ringe på hos mulige sortseere den seneste måned. Men fra slutningen af denne uge er inspektørerne på farten igen.
– I forbindelse med kampagnen har det været en udbredt misforståelse, at inspektørerne vil skaffe sig adgang til folks hjem og kontrollere. Det er forkert, for det har de ikke lov til. Men de må gerne ringe på og spørge, om folk har et farvefjernsyn, siger Charlotte Broman, der oplyser, at DR generelt vil køre en stram kurs over for sortseere i de kommende år.
– Vi tolerer ikke snyd med licenspengene, og vi er klar til at gå hele vejen. Hvis vore inspektører finder ud af, at folk fortsat er tilmeldt forkert, risikerer de en bøde oveni licensopkrævningen, og i de værste sager overvejer vi også at gå rettens vej, siger Charlotte Broman.