Lidl moderniserer i øjeblikket kædens 133 butikker i Danmark for et trecifret millionbeløb, og nu lanceres også en ny brandidentitet og en ny kampagne, der skal understøtte butiks-tiltagene.

Brandidentitet og kampagne er udviklet i samarbejde med bureauet Nørgård Mikkelsen, og fokus ligger på friskhed.

– Vi mener, at en moderne dagligvarebutik bør have et endnu større udvalg af friske produkter – derfor hæver vi nu niveauet yderligere ved at få endnu flere friske produkter på hylderne og fortæller om, hvordan vi sikrer kvaliteten i butikkerne, siger Rasmus Pape, indkøbsdirektør hos Lidl, i en pressemeddelelse.

I udviklingen af konceptet var der derfor fokus på Lidls beviser for friskhed. 

– Nøglen til friskhed er blandt andet logistik: At være dygtige til at få fyldt lastbilerne og få varerne fra leverandørerne til hylderne på rekordtid – og flittigt kontrollere og kvalitetstjekke gennem hele processen, siger Rasmus Pape.

Baseret på fødevarestudier

Hos Nørgård Mikkelsen siger kontaktdirektør Thomas Aadal om udviklingen af den nye kommunikation:

– Vi ved fra vores fødevarestudier, at de danske forbrugere er på vej i en grønnere og sundere retning med mere convenience. Og friskhed er en vigtig driver for alle tre tendenser. Derfor giver friskhedsfokus rigtig god mening.

Scene fra Lidls nye kampagnefilm. Foto: Fra YouTube.

Han peger blandt andet på, at hver Lidl-butik har sin egen ”friskhedsansvarlig”.

En person, som kan kendes på sin grønne trøje, og som blandt andet har til opgave at tjekke al frugt og grønt hver time. 

– Disse gode fortællinger får en central plads i kampagnen, der skydes i gang på TV, siger Thomas Aadal.

Grand Prix-musik og skuespiller-stemme

Den nye kampagnefilm akkompagneres af en version af den danske vinder af det internationale Melodi Grand Prix i 1963, Dansevise, og har voiceover af skuespilleren Pilou Asbæk.

Han er herhjemme blandt andet kendt fra TV-serien ”Borgen” og filmatiseringen af Jussi Adler Olsens krimi ”Fasandræberne”. I udlandet kendes han for eksempel for sin rolle i ”Game of Thrones”.

– Pilou er valgt, fordi vi synes, han var det ultimative valg på en speak. Fordi han har international klasse, en god stemme og høj genkendelighed, siger Thomas Aadal og tilføjer:

Credits

Bureau: Nørgård Mikkelsen
Analyse og indsigter er udviklet i samarbejde med Strategisk Direktør Louise Sonne-Bergström fra TBWA\Copenhagen
Produktionsselskab: Mettelise Film
Medvirkende: Lidls egne medarbejdere og leverandører
Instruktør: Meeto Worre Kronborg Grevsen
Musik: Nykomponeret udgave af Dansevisen
Speak: Pilou Asbæk

– Dansevise er valgt til at støtte historien om, at Lidl har masser af danske varer og danske leverandører. Og så kan den noget på opmærksomhed og genkendelighed ligesom Pilous stemme.

Tidligere bureaupartner med i processen

Lidl har arbejdet sammen med Nørgård Mikkelsen, siden man vandt kædens kreative budget i en pitch i slutningen af 2019.

Tidligere har kæden samarbejdet med TBWA Copenhagen, hvis strategiske direktør, Louise Sonne-Bergström, i øvrigt har været med i udviklingen af den nye kampagne.

– Louise fra TBWA var en del af teamet, der skulle definere det strategiske fundament for den kampagne, der ruller ud nu. I øvrigt et samarbejde der fungerede upåklageligt, siger Thomas Aadal.

Kampagnen skydes i gang på TV, og rammer efterfølgende outdoor, radio, butik og de digitale platforme. 

Den nye imagekampagne-film er instrueret af Meeto Worre Kronborg Grevsen, der blandt andet laver film for Coca-Cola og Tesla – produktionselskabet er Mettelise Film.

Se den nye film her.