Apple er cool, det ved alle – men overraskende nok er discountkæden Lidl det også.

Markedsforing.dk skrev tidligere på året om en undersøgelse, som reklamebureauet Euro RSCG Copenhagen sammen med A&B Analyse havde gennemført, og som blandt andet viste, hvilke brands og virksomheder, de mest trendsættende forbrugere – de såkaldte Prosumers – tror på fremadrettet.

Måske ikke overraskende lå Google og Apple øverst på listen. Men højt oppe på listen lå også discountkæden Lidl.

Og nu bakkes den danske undersøgelse op af en endnu nyere, engelsk analyse, der netop er offentliggjort på detailhjemmesiden retailgazette.co.uk

Her vurderes Lidl til at blive intet mindre end det næste superbrand inden 2015.

Den engelske analyse peger på, at Lidl er det brand, der har størst vækstpotentiale. Dels fordi Lidl er lykkes med at bringe kvalitetsprodukter til lave priser ind i markedet, og dels fordi kæden har været dygtig til at skabe dialog og opbygge relationer med kunderne gennem de sociale medier, skriver retailgazette.

Hos Lidl siger adm. direktør, Finn Tang, om placeringen på superbrands-listen:

– Vi er positivt overraskede over vores placering på listen. Men jeg tror, at vi ligesom Apple er lykkes med at gøre det enkelt og nemt for forbrugerne. Og det kvitterer forbrugerne så ved at placere os blandt de fornemste brands.

Også Lidl Danmark har succes med en nyligt lanceret Facebook-side

Her har kæden i løbet af ganske kort fået knapt 15.000 fans, et tal der stiger dag for dag.

Lidl Danmark har pt. 85 butikker, og i løbet af 2012 dukker flere op herhjemme.