Noget tyder på, at supermarkedskæden Lidl gør et eller andet rigtigt på Facebook.
I Danmark har kæden i dag tæt på 200.000 fans – det er flere end både Bilka, Irma, Føtex, Netto og DagligBrugsen – og også på den internationale scene skiller kæden sig ud.
Forleden rundede Lidl således samlet set de 20 mio. fans på sine virksomhedssider på Facebook, og dermed får kæder som franske Carrefour, tyske Aldi, britiske Sainsbury’s og verdens fjerdestørste af slagsen, Tesco, seriøst Facebook-baghjul af Lidl.
Carrefour, der er nummer to blandt de store kæder målt på antal Facebook-fans har ifølge analysehuset Socialbakers 4,7 mio. fans – altså bare en fjerdedel af, hvad Lidl kan præstere.
Den slags milepæle skal naturligvis fejres, mener man hos Lidl, som har valgt at sige tak til sine mange fans med en helt speciel sang.
Venlig, rar og uformel
For at takke sine loyale fans har kæden derfor allieret sig med den finske Saara Aalto, som har skrevet og indsunget en ganske særlig tekst til Passengers nummer 1-hit ”Let Her Go” fra 2012.
Teksten retter en tak til Lidls Facebook-fans, og Saara Aalto synger den på 20 forskellige sprog – alle de sprog, der tales i de lande, hvor Lidl er til stede.
Den 30-årige finske kunstner, der sidste år fik en andenplads i finalen af den britiske udgave af X Factor, og arbejder lige nu på sit første internationale album sammen med producer-teamet Xenomania og udgiverselskabet Metrophonic, der tidligere bl.a. har stået for verdenshits til Kylie Minogue og Cher.
Og Saara Aalto var ikke i tvivl om, hvad hun skulle svare, da Lidl tog kontakt:
– Musik, sprog og forskellige kulturer er min store passion, så jeg syntes, det var fantastisk at få lov til at synge på 20 sprog, siger hun og fortsætter:
– Da Lidl henvendte sig til mig, kiggede jeg på deres Facebook-sider i hele Europa, og jeg vidste med det samme, at jeg ville være med. Jeg kunne godt lide den interaktion, der var mellem Lidl og deres fans. Tonen var altid venlig og rar, næsten uformel, lige som når jeg kommunikerer med mine egne fans.
Den rigtige toneart
Og selv om man gerne vil fejre de mange millioner Facebook-fans, så handler kommunikation på de sociale medier hos Lidl ikke kun om kvantitet.
– I alle de forskellige lande er kvaliteten af kommunikationen med vores kunder og fans det, der er mest vigtigt for os. Vi besvarer spørgsmål, vi modtager feedback, og vi inspirerer. Væksten i antallet af fans viser, at vi har anslået den rigtige tone, når vi kommunikerer med vores kunder. Og ikke kun i Tyskland, Italien og Spanien, der er de tre lande, hvor vi har flest Facebook-fans, men på alle Lidls 28 landespecifikke sider, siger Rikke Brandes, der er kommunikationschef i Lidl Danmark.
Og ifølge den tidligere omtalte analyse fra Socialbakers, er der ingen, der kan følge med Lidl på Facebook. I forhold til konkurrenterne er Lidl ikke kun den fødevarebutik, der har flest Facebook-fans, også antallet af interaktioner i form af kommentarer eller reaktioner er højere end hos konkurrenterne – væsentlig højere.
Du kan se Socialbakers analyse-resultater her – og se Saara Aalto folde sig ud på 20 sprog – også dansk – herunder.