Der er højt til loftet på Claus Herlufs kontor. Meget højt, målt efter almindelige danske byggenormer.
Men der var endnu højere til loftet i gamle dage, sådan i overført betydning, siger Claus Herluf, når han ser tilbage på sin tid i reklamebranchen. Og det er han nødt til at gøre, for han er midt i aftrapningen fra sin post som adm. direktør for Scanad Udviklingsbureau. Pr. nytår overlod han formelt posten som daglig leder af firmaets største afdeling til kun 35-årige Palle Larsen, der nu er bureaudirektør for Århus-delen. Og til næste nytår overlader Herluf adm.-titlen og dermed den øverste ledelse til sin lillebror Robert Rasmussen, der samtidig leder bureauets Odense-afdeling.
– Der var mere spillerum i de ga mle dage, lidt højere til loftet i det daglige. Det var sjovere, siger Claus Herluf om fortiden og nutid i reklamebranchen. Også Scanad har det seneste år måttet fyre folk på grund af økonomisk nedgang og ændret fokus.
– Branchen er blevet mere professionel, der er mere styring. Vi skal budgettere alting, 25 timer, 100 timer – der var nok friere hænder tidligere. De nye unge er superdygtige, helt sikkert, men de er ikke så skæve.
Det bliver sagt som en konstatering, med blot en smule nostalgi, mens Claus Herluf og den kommende adm. direktør Robert Rasmussen taler om fortid og fremtid for branchen og bureauet.
For samtidig er niveauet blevet hævet af, at mere veluddannede folk har taget over på kontaktsiden, tilføjer Robert Rasmussen. Og med stigende lønninger og alle de andre følgeudgifter er det naturligt, at alt er blevet mere effektivt.

Kongelige og far på væggen

Der er ellers ikke meget, der er skævt på direktørens rummelige kontor. Jakken er ganske vist smidt, men slipset sidder hvor det skal, de mørke vægge og de mørke møbler står hvor de skal, skrivebordet er ryddet, friske blomster. En enkelt lænestol i hjørnet står på skrå og nærmest kalder på et hvil – den er til at tænke i, siger Claus Herluf. De kongelige hænger på den ene væg, et stort maleri af faderen og forgængeren på en anden. Det kunne være et bankdirektørkontor, hvis det ikke var for et par diskrete branche-hædersbevisninger.
Lillebror Robert Rasmussens slips sidder lige så korrekt, men han regner ikke med at overtage den indretning og det kontor, siger han – uden at ville uddybe. Han er ti år yngre og har en lidt anden stil – mens den nye bureaudirektør Palle Larsen er næsten 30 år yngre.

Fra reklame til udvikling

Det er på en anden etage, helt oppe under taget, nogle af de unge og stadig “skæve” får lov at husere – med fritlagte bjælker og dermed endnu højere til loftet end på direktørkontoret. Heroppe er direktørbrødrene forsvarsløse over for kommentarerne om deres ulastelige dress code og maverne.
Det med påklædning og stil passer meget godt med den udvikling, som Scanad – ligesom mange andre reklamebureauer – har forsøgt at følge det seneste årti. Scanad tog konsekvensen, da efternavnet forrige år også skiftede fra Reklamebureau til Udviklingsbureau. Selvfølgelig skal der laves reklame, produceres annoncer, tv-spots, blade. Men branding hører til overalt i moderne virksomheder, ikke mindst hos topledelsen:
– Vi skal ikke bare ind på det operationelle og det taktiske niveau af markedsføring, vi skal også ind på det strategiske niveau, siger Robert Rasmussen. Det er der, værdien skabes og pengene i højere grad skal tjenes.

Fyringer og hyringer

Det skift har, sammen med branchens generelle nedtur, ikke blot kostet sved, men også fyringer hos Scanad. Dygtige folk, der kunne producere og betjene kunder “på den gamle facon”. Scanad er et provinsbureau af de større, rent medarbejderejet, omkring de 100 medarbejdere. Det er nok til at kunne håndtere både produktionen og strategien – og matche kunderne, altså både kundernes oft e unge reklamekøbere og kundernes ledelser.
Det har været svært at fyre, siger Claus Herluf – mange havde været med hele vejen som han selv. I stedet er unge og nye typer medarbejdere hentet ind, som kan og vil flytte på både kunderne og bureauet, som de udtrykker det. Selv har han syv måneder til den magiske 62 års-grænse, som er tvungen pensionsalder i firmaet, der også har tvungen pensionsopsparing. Han havde aldrig troet, han selv skulle få computer på skrivebordet. Teknologi og udtryk er ændret, men produktet – markedsføring – er det samme.
– Jeg er nok stabilitet, en faderskikkelse her. Også branchemæssigt. Det er noget andet, jeg nu beskæftiger mig med, mere fokus på udvikling, det er også der jeg har min rolle over for kunderne, siger Claus Herluf.
Men udviklingen kræver alligevel, at ledelsen kan @br:tænke ungt.
– Man skal altså følge med ude i verden, føle den. Unge lever på en anden måde i dag, det er lige på og hårdt, uden autoritetstro, understreger Robert Rasmussen med adresse til både burea uledelse og reklamesprog.

Tågede udsigter

Det er 25 år, siden Claus Herluf overtog adm. direktør-posten fra faderen. For ti år siden blev ejerskabet spredt, så der nu er 12 medejere, og det fremhæver han, sammen med den teknologiske revolution, som de største ændringer indadtil. Hårdt presset fremhæver han bl.a. markedsføring af tyggegummi og hudplejeprodukter (Dirol/V6 og Sanex) som markante for de seneste år.
Om yderligere ti år falder lillebror Robert for aldersgrænsen, og så langt vil de ikke spå – ud over, at fokus skifter fra reklame mod brand og udvikling. Nutiden er præget af den økonomiske afmatning, som presser reklamebranchen i bund. 2001 var skidt for branchen, 2002 bruge Scanad til at tilpasse for at komme bedre igennem et lige så trægt 2003, omend de to brødre er let uenige om, hvornår en vækst kan komme. Så fremtiden er noget tåget.
– Det er ikke noget vi selv kan gøre en skid ved, som Herluf udtrykker det.