Forrige lørdag sad 1,998 millioner danskere og fulgte det danske Melodi Grand Prix på skærmen. Det var godt 600.000 flere end de to foregående år – men altså alligevel ikke nok til at nå de magiske to millioner seere. Det er således stadig (med VM i fodbold i 1998) over to år siden, vi sidst har haft et program med mere end to millioner seere.
– Det er helt klart Brødrende Olsens succes, der har løftet Grand Prix seertallet. Folk synes, det er interessant at følge, fordi vi nu har vundet, og fordi de vil se, hvem der kvalificerer sig til det Europæiske Melodi Grrand Prix i Parken, mener researchmanager Mogens Østergaard fra Carat Danmark, der producerer tv-markedets nøgletal til Markedsføring. Han fortæller, at Grand Prix profilen i princippet er “alle“ danskere, og at seningen under hele programmet et meget stabil.
– Til gengæld falder seertallet markant, når det er slut. For så skal folk i seng, griner han og forventer, at det Europæiske Melodi Grand Prix vil nå op over de to millioner.
Men det er ikke kun Grand Prixet, der rykker danskerne hen foran skærmen. Big Brother begynder nu for alvor at vise sig på TvDanmarks kommercielle seerandel, der i forhold til samme periode sidste år er steget med syv procentpoint. År til dato er TvDanmarks share steget fra 14 til 18 procent. Og det må efterhånden få TV2 op af stolen. Siden årsskiftet har TV2 og TV2 Zulu nemlig sammenlagt mistet knap fem procent share hos de unge – og det til trods for at TV2 Zulu var ikke-eksisterende sidste år ved samme tid.