Det taxeres til et par år bag tremmer at plyndre en bank, mens det tilsyneladende er gratis for spekulationsfirmaer at plyndre godtroende. Gerningsmanden opnår udbytte i begge tilfælde, men gevinsten er mere sikker for fidusfirmaet, som kan beholde byttet, mens bankrøveren risikerer at få sin bonus konfiskeret ved arrestation. Så den kloge forbryder forklæder sig som investeringsrådgiver.
Når man gennemser prospekter fra såkaldte sidegadevexellere, bliver man slået med forbløffelse over de enorme formuestigninger, der er i vente, dersom man tillidsfuldt betror sin formue til disse eksperter, som er specialister i FUP-OP, FUT-DOWN samt priserne på kobber, kaffe og stanglakrids. Hvis det kan gå så glimrende for disse firmaer og deres kanonlykkelige kunder, må det nødvendigvis medføre et tab for andre.
Jens Olaf Jersilds brillante optagelser i DR TV1 med skjult kamera af “DET ER HEEELT VILDT!“-gangsterne i “Bernstein & Co.“ burde være den ultimative advarsel til de naive, som tror, at mikro kan forvandles til mega, men begær gør blind.
Her er det, at reklamebranchens raske drenge og piger må sætte hælene i og erklære, at de ikke medvirker ved udformning af salgsmateriale for Bernstein og beslægtede bander. Kombinationen af pengesugning og kreativitet er krænkende, og det nytter ikke at sige, at man er “ligeglad“ med opgavens indhold. Hvis man leverer text og tegning til sidegade-slyngler, pådrager man sig et ubehageligt medansvar for, at naive mennesker forærer deres penge væk, fordi de ikke kan gennemskue det veliscenesatte plat og svindel. Bekvemt nok behøver den samvittighedsløse reklamemand ikke at lægge navn til de lokkende løfter. Han får bare sin hyre i form af penge, der er snuppet fra en lam pensionist, som har mistet sin opsparing til en ny rullestol.
Ja, ja, trøster Pierre P. Skrupelløs sig selv – den kloge narrer den mindre kloge, og sådan har det været siden Abraham i Mamrelund. Og hvis jeg ikke leverer slagordene “Tjen 60% på 60 dage – helt uden risiko“, så er der nogle andre, der kan bøje budskabet “365% om året“ og generere grådig grafik. Og heldigvis slipper jeg for at blive konfronteret med rullestolsmanden og for at havne i unge Jersilds skærsild. Og jeg behøver jo ikke at prale på stamcaféen med, at jeg står bag en bondefangerbandebrochure.
Reklame lyver ikke, men vælger et udsnit af sandheden og forstørrer det. Det er nu engang branchens natur, og den kan man ikke uden videre ændre, medmindre al udformning af reklame overlades til et statsligt retfærdighedsnævn, som måler, vejer og vægter alle argumenter, hvorefter dette oplysningsmateriale på forlangende udleveres til interesserede ved fremsendelse af frankeret svarkuvert. Her er muligvis et nyt paradeforslag til Socialistisk Folkeparti, som under finanslovsforhandlingerne søgte at profilere sig gennem et krav om en stykafgift på 1,25 kr. pr. husstandsomdelt reklametryksag. Man anede det forhenværende reservepostbud Holger K. Nielsens klamme hånd bag denne konkurrencebegrænsende foranstaltning; der er mange stemmer at hente blandt brevbærere, men han havde altså ikke held til at gennemføre dette anslag mod “storkapitalen“.
Det er i dag god tone offentligt at erklære, at man ikke beskæftiger sig med reklame, rettet mod børn. Keine Kinderschmitte, bitte! Tilsvarende vil nogle reklamefolk føle behov for at melde ud (som det hedder på politisk dansk), at de har fravalgt rakkertjeneste for spekulations- og anpartsprojekter, fordi de ligger på linie med plyndring af gamle damers tasker på svagt oplyste jernbaneperroner. Etik, tak.