Flere end 100 virksomheder har skrevet under på, at de vil kæmpe for flere kvinder på lederposterne. Men fremskridtet er meget svært at få øje på.
Som en del af Coop-koncernen har Kvickly eksempelvis i tre år været med i Ligestillingsministeriets projekt ”Charter for flere kvinder i ledelse”, hvor over 100 virksomheder har skrevet under på, at de vil sætte klare mål for at få flere kvinder på lederposter og arbejde for at nå dem.
Alligevel har Kvickly ikke en eneste kvindelig butikschef i kædens 79 danske varehuse, skriver Politiken onsdag. Avisen har indsamlet data fra de 25 private firmaer og offentlige organisationer, der var med til at skyde charterprojektet i gang.
I Finansministeriet, Danmarks Radio og SAS er udviklingen gået tilbage eller helt i stå. Kun få virksomheder som Dong Energy, Post Danmark og Cowi kan i dag fremvise flere kvinder på chefgangene.
Lektor ved CBS Lynn Roseberry, som forsker i såkaldt mangfoldighedsledelse, er heller ikke overrasket over, at virksomhederne har rykket sig relativt lidt:
– Det er svært at gøre det, man siger, man vil. Både toplederne og medarbejderne skal ændre hele deres syn på, hvad mænd og kvinder kan, før der sker noget, siger hun.