En af Facebooks ”Preferred Marketing Partners”, danske Komfo, har valgt at indgå et strategisk samarbejde med virksomheden Shopbox, der har udviklet en deal commerce applikation, som bruges af retailers og e-shops til at konvertere online brugere til butikskunder.

Aftalen betyder, at Shopbox-deal og social buying-løsningen integreres i Komfos platformsløsning til Facebook, og ifølge Komfo-direktør Rasmus Møller-Nielsen giver det nye samarbejde rigtig god mening:

– Hos Komfo er det vores mål at hjælpe vores kunder med at skabe målbar effekt ved at benytte sociale medier og i særdeleshed Facebook. Vi mener, social buying har et stort potentiale og vil være i god tråd med platformens øvrige værktøjer, der alle har til mål at konvertere fans på Facebook til resultater på bundlinjen – blandt andet som betalende butikskunder. Og her er Shopbox den helt rigtige løsning for os, siger han og tilføjer, at Komfos kunder udtrykker stor interesse for at bruge deals som en måde at skabe mere butikstrafik på.

– Og da Shopbox både kan generere vouchers til butikker og e-commerce passer det godt med vores kunders behov, siger Rasmus Møller-Nielsen.

Whitelabel deals

En række kæder og retail-aktører bruger allerede Shopbox’ platform. Herunder storcenteret Field’s som gør brug af platformen for at drive mere trafik til centeret gennem deres Facebook likes og email permissions

Shopbox fungerer lidt som kendte dealsites som Groupon og Downtown.dk, men med den markante forskel, at det er kundens egen platform og ikke en tredjeparts løsning. Og ifølge Shopbox-direktør Christian Ziegler, kommer der til at ske en markant udvikling i den måde, forbrugernee handler i fysiske butikker.

– Vores tal viser at mere end halvdelen af alle vores købsbeslutninger i den fysiske detailhandel besluttes online, så det er vigtigere end nogensinde at bruge nettet til at tiltrække flere kunder, siger han.

Om det nye samarbejde med Komfo siger Christian Ziegler:

– Vi er glade for samarbejdet, da vores ambition netop er at lave infrastruktur og lade medier og platforme om at komme ud til slutbrugeren. Med Komfo får vi mulighed for at komme ud til en række nye kunder. Og selv om et like på Facebook er interessant, så er en rigtig kunde i butikken det, detailhandel handler om.

Deal commerce applikationen Shopbox bruges i dag af shoppingcentret Field’s samt en række større og mellemstore retailkæder. Applikationen virker på websider, Facebook, email og til mobilbrugere.  

Blandt de mere end 300 virksomheder, der i dag benytter Komfo Platform, finder man blandt andre TDC, Danske Bank og Bestseller.