Ny forretningsstrategi, ny beliggenhed og større projekter.

Det otte år gamle bureau Wonderland har vokseværk, og nye lokaler på Frederiksberg har gjort det muligt at etablere en ny afdeling: Wonderland Trends & Research (WT&R).

Ideen er, at WT&R skal gennemføre kvalitative undersøgelser og trendspotting og dermed give bureauets kunder større indsigt i nichesegmenter og -fællesskaber – og en bredere forståelse af målgruppers verdensbillede.

Omdrejningspunktet er en omfattende viden om især yngre målgrupper – som Wonderland har navngivet YOADS: Young Adults.

– Indsigt i målgruppens verdensbillede og præferencer er det bedste kreative værktøj – især når man skal skabe sammenhængende koncepter og kampagner. Det hele skal selvfølgelig kombineres med markedsforståelse, så man ikke gentager sig selv eller efterligner andres succesformler, siger kreativ direktør Simon Nygaard.

Vild kaktus
Senest har Wonderlands viden om YOADS gavnet Carlsbergs strategiske satsning på Carlsbergs nye cider-variant Somersby Wild Cactus, hvor bureauet fungerede som strategisk sparringspartner fra research af målgruppen til kreativ eksekvering.

Strategisk chef Sophie Hardinger fortæller, at man i projektet ville undgå klichéerne om, hvad ”de unge vil ha’” og derfor i stedet søgte nye indsigter.

– Det bragte os ud på landets diskoteker og til private opvarmningsfester, hvor vi så, hvordan unge festede, når de gik i byen på en almindelig fredag aften. For WT&R er det en afgørende metode at være ude i felten, for dér får vi direkte inspiration fra dem, der skal købe produktet. Indsigten, man får, når man står midt i målgruppens verden, kan ikke erstattes af hverken kvantitative analyser eller fokusgrupper. Derfor har vi etableret WT&R, siger hun.

Det kulørte kampagnekoncept ”A New Animal in Town” hylder festfælleskabet gennem et designdogme om ”more is more” med inspiration fra designretningen New Ugly. Det har blandt andet resulteret i seks forskellige flaskedesign med dyreprint og et remake af 90’ermusikvideoen Pump up the Jam.

Bureauet blev etableret i 2005 af de to partnere Simon Nygaard og Sophie Hardinger. Samme år startede de deres første projekt, kunst- og kulturmagasinet Wonderland, der fik stor anerkendelse i de kreative vækstlag. Siden kom det nu hedengangne galleri WAS (Wonderland Art Space) til.

I dag beskæftiger Wonderland en håndfuld faste medarbejdere og flere freelancere.