Optimismen har afløst sortsynet i de danske virksomheder, men usikkerhed om verdensøkonomien lægger en dæmper på begejstringen, skriver borsen.dk.
I kølvandet på en række flotte regnskaber og halvårstal forventer eksperter en række opjusterede prognoser, men ”topcheferne vil dog stadig melde, at det er svært at gennemskue markedsudviklingen”, og derfor vil de holde lidt igen med optimismen.
– Jeg forventer en større optimisme end tidligere. Det er en direkte konsekvens af, at langt flere virksomheder går efter mulighederne på højvækstmarkederne, siger Peter Kürstein, topchef i Radiometer og bestyrelsesmedlem i bl.a. industrikoncernen Foss.
Også Torben Ballegaard Sørensen, tidligere topchef i Bang & Olufsen og nu bestyrelsesmedlem i bl.a. svenske Electrolux og smykkekoncernen Pandora, har noteret et stemningsskifte:
– Der er mange steder, hvor man vejrer morgenluft. Men der skal nok gå et kvartal eller to, før modet er kraftigere og udmeldingerne mere håndfaste, siger han.
– Der er en god tendens, og det skyldes, at der har været meget mere fokus på ressourceanvendelse i virksomhederne, og det har taget tid og slår nu positivt igennem i virksomhederne, siger Peter Falk-Sørensen, adm. direktør i den uafhængige analysevirksomhed Dansk Aktie Analyse.
– Forbrugernes øgede optimisme er da god, og det er godt, at de bruger flere penge, men det er ikke nødvendigvis, fordi de har gennemskuet, hvordan deres fremtid ser ud, fortsætter han og peger på, at centralbanken i USA på et tidspunkt holder op med at pøse kapital ud i finansmarkederne, og virksomhederne så bliver nødt til at forholde sig til, hvad der så sker.
Fra investorside anerkender man, at virksomhederne nu er tilpasset de nye forretningsmæssige vilkår efter krisen, og vurderer, at virksomhederne kan levere de lovede resultater.
– Vores fokus er på virksomhedernes salg og marked for at se, om den gryende efterspørgsel materialiserer sig, siger Henrik Nøhr Poulsen, aktiechef i Industriens Pension.
Børsen