År efter år viser Danmarks største Trends-analyse, at det netop er året, hvor markedsføring via mobilen slår igennem.
I år viste Megafons analyse, at 78 pct. af landets største annoncører forventede, at de brugte Mobile Marketing, men da det kom til stykket, var det kun 53 pct., der rent faktisk afsatte budgetter til den ”lille skærm”.
Og i hver eneste af de seneste års analyser siger godt to tredjedele af CMO’erne, at de agter at øge budgetterne ”i forhold til sidste år”.
Men som en af arrangørerne af årets Mobile Copenhagen, Steffen Krabbenhøft, Head of Mobile EMEA hos MediaCom, lakonisk bemærker det:
– Stor skærm, stort budget – lille skærm, lille budget.
Det er en kendsgerning, at den holdning spiller ind, når CMO’erne eksekverer. På verdensplan fortæller Mary Meeker os, at 8 pct. af budgetterne går til Mobile Marketing, mens tidsforbruget via mobilen på nettet er 24 pct.
I Danmark siger Trends-analysen, at CMO’erne anslår, at mobilen er ansvarlig for 4 pct. af salget. Alt i alt er der rigeligt at drøfte, når eksperterne fortæller os, hvordan Mobile Marketing er i stand til at blive et effektivt værktøj for CMO’erne specielt og virksomhederne mere generelt.
En af keynote-speakerne til Mobile Copenhagen er Mikkel Hagedorn, Head of Business Development i GroupM. Hans indlæg på konferencen handler primært om ”Content vs Platform”.
– Mit perspektiv er enkelt: Hvis man som medie eller annoncør udelukkende tænker eksponering og content på mobilen uden at tænke platform og distribution, så har man overset en vigtig del af mobilens potentiale nu og i fremtiden, siger Mikkel Hagedorn.
Med andre ord: Tilgangen til mobilen må ikke udelukkende være, at det er den lille skærm, hvor man kan afvikle content og eksponeringer. Nej, mobilen er et værktøj – en forlængelse af forbrugeren, som en tennisketcher eller en svensknøgle – og som kan interagere og har en funktion i forhold til andre ting omkring forbrugeren.
I et markedsføringsperspektiv er en vigtig del af mobilens funktion, at kunne distribuere ikke kun content, men også produkter.
Er du interesseret i Mobile Copenhagen, hvor mere end 10 udenlandske eksperter løfter sløret for faldgruber og muligheder, så læs videre her.