Er det Barfoed, Pia, Villy eller måske Løkke, der oftest trænger ind i danskerens bevidsthed i disse valgtider? Det spørgsmål kan man komme nærmere et svar på, hvis man klikker sig ind på
Spejltinget.
Har får man nemlig det, som skaberne af tjenesten kalder et ”live-spejlbillede” af valgkampen, som den udfolder sig netop nu.
Spejltinget følger samtlige opstillede kandidaters aktiviteter i netmedierne og holder det op med vælgernes ”likes” af de forskellige kandidater på det sociale netværkssite Facebook. Det omregnes til begrebet ”politisk momentum”.
Spejltinget viser med et portrætbillede kandidaternes relative andel af den samlede omtale og deres aktivitet på Facebook. Hvis man er synlig og flittig i debatten, opnår man momentum, og kandidatens portrætbillede vokser.
Momentum er målt over tid og udfases løbende, hvis ikke kandidaten formår at oparbejde ny synlighed. Politikere uden en Facebookprofil indgår ikke i Spejltingets måling. Beregningerne er aldeles uvidenskabelige, hvilket også gøres klart på hjemmesiden.
Da Markedsføring testede spejlet var det som forventet kendte politikere som Brian Mikkelsen, Villy Søvndal, Lars Løkke Rasmussen, Lene Espersen og Johanne Schmidt-Nielsen, der havde størst momentum. Mere overraskende var det, at relativt ukendte kandidater som Daniel Toft Jacobsen, Flemming Møller og Julie Rademacher også var blandt de mest markante profiler.
Ophavsmændene til
Spejltinget er New Media Consulting, Facebook-konsulenthuset Komfo, og mediet Infopaq.