Anders Lindegaard, der til daglig spiller for storklubben Manchester United, har indgået samarbejde med spilfirmaet Betfair i Danmark. Samarbejdet giver Betfair et lokalt ansigt på det danske marked, og med aftalen bliver Anders Lindegaard frontfigur i spilfirmaets markedsføring på en række forskellige platforme.
– Betfair henvender sig til de dygtigste spillere og forsøger hele tiden at gøre dem endnu bedre, hvilket passer rigtig godt til min egen tilgang til fodbolden. Desuden har det været vigtigt for mig, at Betfair ikke har en økonomisk interesse i udfaldet af en fodboldkamp i og med, at de er en spillebørs og ikke indgår væddemål med deres kunder, siger Anders Lindegaard, der under EM-slutrunden var landsholdets andet valg på målmandsposten.
Udover at Lindegaard skal agere frontfigur for Betfair i Danmark varsler parterne desuden en række initiativer, der skal hjælpe den danske keeper med at nå sit personlige mål om at blive førstemålmand på klub- og landsholdsplan – plus flere initiativer, der sættes i verden for at støtte op om talentudviklingen i Danmark.
– Vi er i gang med en masse forskellige ting på det område, men kan ikke være mere konkrete lige nu, siger Area Manager hos Betfair i Danmark, Peter Weinreich. Og han er ikke i tvivl om, at Anders Lindegaard det perfekte match for Betfair.
– Han er dybt ambitiøs og professionel med en ambition om at være den bedste til det, han laver. Præcis det samme kan siges om Betfair – men også om vores kunder, som er de dygtigste sports-bettere i Danmark. Derfor kommer Anders heller ikke til at fungere som spilleekspert, for der er vores kunder dygtigere end ham, men han kan blandt andet bidrage med unik indsigt i den fodboldverden, som er omdrejningspunktet for det tilhørsforhold, vi har til vores kunder, siger Peter Weinreich
Et af de nye initiativer i samarbejdet, som parterne godt vil afsløre, er at Anders Lindegaard kommer til at blogge på Betfair Danmarks nylancerede Facebook-side. Her vil han fortælle om sine tanker som fodboldspiller og menneske samt om sjove oplevelser fra hverdagen. Der ligger allerede nu en video med Lindegaard, og inden weekenden vil hans første ugentlige blog – om opstarten på Superliga sæsonen – også være tilgængelig.
Kampagnen er tænkt til at kunne brede sig til flere forskellige platforme, men er foreløbig skudt i gang online. Anders Lindegaard optræder således fra i dag som en del af den kampagne, markedsforing.dk tidligere har skrevet om.
Størrelsen af samarbejdet ønsker partnerne ikke at sige noget om, men det oplyses, at Betfair ikke har nogen økonomisk interesse i udfaldet af Anders Lindegaards kampe.