Hvem bestemmer, hvad du ser, hører, spiser, læser, tager på og ser op til?
Livsstilsmagasinet Arena har for tredje år i træk kåret landets mest magtfulde yngre mænd. Mænd, der alle er med til at præge vores liv og hverdag inden for alt fra politik og kultur til mode og business.
I kategorien Reklame vandt Martin Lindstrøm, 39 år, brandingekspert og rådgiver.
Begrundelsen lyder:
“Umiddelbart ligner Martin Lindstrøm en 17-årig knægt, der lige har fået udbetalt sin børneopsparing, men når han taler, bliver der lyttet. Desværre er det langtfra alle virksomheder, der har mod eller budget til at følge hans råd om for eksempel at udvikle særlige lyde, lugte, forme og farver til deres produkter, så de kan genkendes på flere planer.”
“Hans indflydelse i branchen scorer fem ud af seks stjerner. Selv om han til daglig bor i Sydney (hvis en mand, der har 300 rejsedage om året kan siges at have en bopæl), er hans navn obligatorisk viden hos virksomhedsledere i hele verden. Han holder små 100 foredrag om året og har skrevet fem bøger. Wall Street Journal har kåret hans forrige bog, Brand Sense, til en af de fem bedste marketingbøger, der nogensinde er udgivet.”
Mediemagt
I kategorien Medier topper den 35-årige chefredaktør på Berlingske Tidende Christian Jensen med denne begrundelse´:
“Ingen har noget dårligt at sige om Christian Jensen, der beskrives som dygtig, ambitiøs og meget behagelig – Arena er i hvert fald ikke stødt på nogen. Det gav enorm respekt, da Jensen sammen med tre andre journalister afdækkede A.P. Møllers samarbejde med værnemagten under Anden Verdenskrig trods modvilje fra daværende chefredaktør Peter Wivel og i særdeleshed Berlingskes ejer, Mærsk McKinney Møller, der efter artikelserien solgte sine Berlingske-aktier – primært til Orkla”
“Hans indflydelse i branchen scorer fem ud af seks stjerner. Christian Jensen refererer til ansvarshavende chefredaktør Lisbeth Knudsen, men han er ansvarlig for nyhedsorganisationen, gravegruppen, sporten, søndag, livsstil, foto, design og meget mere.”
De mest indflydelsesrige opinionsdannere er kåret i ti forskellige kategorier: Musik, Politik, Medier, Mad, Mode, Film, Business, Kunst, Arkitektur – og altså Reklame.
Vinderne
- Musik – Lars Trillingsgaard, 38 år, musikchef på P3 og formand for P3’s playlisteudvalg
- Politik – Kristian Thulesen Dahl, 39 år, gruppeformand og finansordfører Dansk Folkeparti
- Medier – Christian Jensen, 35 år, chefredaktør på Berlingske Tidende
- Mad – René Redzepi, 31 år, køkkenchef og medejer af den tostjernede Michelin-restaurant noma
- Mode – Anders Holch Povlsen, 36 år, medejer og adm. direktør i Bestseller-koncernen
- Film – Anders Thomas Jensen, 36 år, Filminstruktør og manuskriptforfatter
- Business – Steen Bocian, 38 år, cheføkonom Danske Bank
- Kunst – Husk Mit Navn, 33 år, multikunstner
- Arkitektur – Bjarke Ingels, 34 år, arkitekt og medejer af BIG (Bjarke Ingels Group)
- Reklame – Martin Lindstrøm, 39 år, brandingsekspert og rådgiver