Den primære årsag til, at jeg har skrevet Buyology, er for at åbne en debat. Alle synspunkter skal høres, den etiske side af markedsføring skal diskuteres, og de rent tekniske dimensioner bør evalueres.
Jeg er utroligt glad for, at der nu er videnskabsfolk, der blander sig i debatten – det er netop det, vi har brug for. Buyology er skrevet for at gøre os opmærksomme på, hvad der sker bag kulissen. Husk på, at det er nu, vi kan påvirke denne udvikling − om 10 år er det for sent.
Buyology er blevet til i samarbejde med nogle af verdens mest respekterede professorer og doktorer indenfor dette felt. Er konklusionerne støbt i cement? Nej, langt fra − dette er et område i rivende udvikling. I takt med at nye forskningsmetoder udvikles, og vi samtidig lærer af vores tidligere erfaringer og skaber en debat omkring emnet, vil metoderne til stadighed ændre sig.
Det er præcis derfor, jeg bruger næsten 20 sider i indledningen af bogen på at redegøre for de etiske og tekniske dimensioner af projektet.
Jeg glæder mig til at fortsætte dialogen, både via nettet, min hjemmeside og når vi forhåbentlig mødes i Århus eller København i starten af december.
Den videnskabelige dokumentation for påstandene i bogen offentliggøres i et britisk tidsskrift løbet af det næste halve års tid.
Læs hele Martin Lindstrøms indlæg i Markedsføring nr. 20, der udkommer i morgen (tirsdag d. 18 november)
Se også www.buyologyweb.dk og www.markedsforing.dk/arrangementer.