En række nyhedssider lancerer i nærmeste fremtid en live-chat, hvor brugerne får mulighed for at stille spørgsmål til redaktionsmedarbejdere, eksperter eller producenter. I første omgang kan man live-chatte på fotosiden zoom-online.dk, der hører under it-protalen comon.dk.
– Hver mandag klokken 15 vil brugerne få mulighed for at møde en ny gæst på chatten. I dag har du mulighed for at chatte med Zoom-onlines udsendte medarbejder, der befinder sig i Las Vegas til verdens største fotomesse, fortæller udviklingsdirektør Brian Dixen fra Mediaprovider A/S, der står bag tjenesten.
Man skal ikke logge ind eller betale for at deltage i chatten, og både spørgsmål og svar kan ses direkte på siden. Flere sider under comon.dk integrerer også snart live-chat på deres sider. Det samme gør mobil.nu.
– Vi venter os meget af denne nye måde at kommunikere med læserne på. Både for redaktionerne, men så sandelig også for producenterne, der vil få et rigtigt førstehåndsindtryk fra brugerne kort tid efter eksempelvis en produktpræsentation, siger Brian Dixen.
ac