Et ”fotoalbum” til blinde, en sms/postkort service som gør det lettere for den unge og den ældre generation at kommunikere med hinanden og en hjemmeside med praktiske forslag til forbedring af sanitet samt adgang til drikkevand og elektricitet i verdens mange slumbyer. Det var bare nogle af de projekter, som kom ud af ”INDEX: Summer Camp”, som er blevet afholdt i København.
35 studerende fra 12 forskellige lande fordelte sig på syv grupper, der arbejdede med hver deres designprojekt med fokus på forskellige problemstillinger i verden. Projekterne satte fokus på temaer så som indvandring, alderdom, handicap, slumbyer og vedvarende energikilder, og alle syv projekter, inklusiv illustrative videoer kan nu studeres nærmere på ”sommerlejrens” hjemmeside
www.ciid.dk/summercamp.
Programdirektør i INDEX:, Lise Vejse Klint, planlagde INDEX: Summer Camp, og hun er særdeles tilfreds med resultatet:
– Det ville være urimeligt at forvente 100 pct. færdiglavede designs på baggrund af en tre-ugers workshop, men jeg synes, at projekterne illustrerer den alsidighed, som vores filosofi ”Design to Improve Life” rummer. Alle deltagerne har fået et enormt fagligt og socialt udbytte af opholdet, og INDEX: er kommet et skridt nærmere vores mål om at få livsforbedrende design på skoleskemaet hos verdens design- og handelsskoler.”
pim