Den grå tid, regnvejret, blæsten, de våde støvler, den sorte morgenstund, det overfyldte tog – hvem kan sige sig fri fra ”the autumn blues”. Værst ser det til at være for børnefamilierne med ungerne på cyklen på vej hjem fra institutionen, de overtrætte og våde børn nede i supermarkedet, hvor man bare slet ikke kan overskue aftenens madlavning. Der er ingen tvivl om, at efterår og vinter gør livet lidt mere besværligt for børnefamilierne. Men hvad med de supertjekkede livsstilsforbrugere, de får jo også børn, og de har jo i forvejen uhyggelig travlt. Og ”vinterdepressioner” er bestemt ikke tjekket og cool. Så hvad gør man så? Ifølge bureauet firstmove, der har undersøgt, hvordan livsstilsforbrugerne agerer i gråvejr, organiserer og køber man sig ud af det, og for alt i verden sørger man for at udstråle overskud, overblik og kontrol. At man så måske senere skvatter om af træthed, når lyset er slukket, er en anden sag.
Når der så endelig er en anledning, som f.eks. Mortens aften, får den også en på alle tangenter, selvom ingen ved, hvad Mortens aften egentlig betyder. Men det er som sagt en god anledning til at kompensere for alle de seneste mange uger, hvor det hele er gået for hurtigt og har været for letkøbt. Man gjorde ikke lige det ud af maden, man skulle og burde. Rengøringen blev overstået på den kvarte tid. Det blev til for mange gange på café, for megen take away, man fik ikke den kvalitetstid og samvær, som var intentionen og….
Men tilbage til den godt skjulte efterårsdepression:
Nogle af de nye tjekkede familier siger interessant nok, at de har en tendens til at blive små-negative her om efteråret – men det var altså før de fik børn. Med børnenes ankomst e r snerten af vinterdepressionen forsvundet. For det er den død og pine nødt til at gøre. Det er nemlig ikke tjekket ikke at have tid til sit barn eller følge dets udvikling. Med årstiderne følger nye trin i barnets udvikling, og nyheder er altid af det gode. Men derudover gælder det om at finde charmen i årstiden, og hvor ligger den så henne nu man ikke kan sidde udendørs med en kop latte?
En mor beretter, hvordan hun hopper rundt med sin datter i de gule og brune blade – så er det jo lige pludselig ikke så deprimerende, at de falder af. De samler kastanier og taler om, at nu er det snart jul, hvor der rigtig skal hygges. Og så er der de utallige gåture med barnevognen, der udover kvalitetstid også kan udgøre den daglige motion…og sover den lille, så er barnevognen et udmærket sted at lægge den åbne avis, så man kan læse, mens man triller langsomt af sted. Og så er der god livsstil i at vise det overskud og ro, der ligger i at gå tur med sit barn.

Ego’et kalder

Når efteråret melder sig bliver aktivite terne i højere grad flyttet indendørs. At bage med børnene er et sikkert hit. Eftermiddage i køkkenet er ultimativ hygge – og dermed den perfekte iscenesættelse. Kvalitetsmad er et krav, for man kan jo ikke putte hvad som helst i sit barn, eller sig selv for den sags skyld. Men hverdagen er travl og det skal ofte være nemt. Når man skal pleje det omfattende sociale liv, inviteres gæster og så bestilles Mortens-anden med tilbehør færdiglavet hos en god slagter. På den måde kan man stå med totalt overskud, se tjekket ud og tage imod gæsterne med to vel-påklædte og duftende børn på armen og varm mad klar til servering (og måske ligefrem sige, at man selv har lavet det).
Man er egoistisk så snart, man kan tillade sig det. Aromaterapi, fodbade og ansigtsbehandlinger dyrkes så ofte som muligt og meget mere om vinteren. Det er som om man selv skal tilføre sin krop vitaminer om vinteren, forklarer en livsstilsforbruger. Men det er stadig kvinder med børn, der ikke har mulighed for at forsvinde flere timer fra hjemme t. Derfor foregår mange af disse opladnings/egoist ting i hjemmet med duftlys og lavendelolier til aromaterapien i badekarret eller i fodbadet. Eller også laver man en ansigtsudrensning med kamille og kogende vand og så er det i øvrigt også godt mod forkølelse, fortæller en anden livsstilsforbruger. Men nå det så er sagt, så forkæler man helst sig selv med en spabehandling eller en manicure på de tjekkede kursteder og skønhedssaloner.
Helt ærligt, det lyder da meget hyggeligt og overkommeligt det hele – hvis man altså ikke lige skulle nå det samtidigt.

Box:
Bureauet firstmove står bag undersøgelsen, der har haft fokus på de innovative forbrugere i gruppen af nye familier. De nye familier er karakteriseret ved at have småbørn under 5 år, dvs. med erfaringer med familieforøgelse. Alle har desuden haft erfaringer med samliv igennem flere år.
Alle mænd i undersøgelsen har afsluttet uddannelsen og er i gang med karrieren. Kvinderne er forskellige steder mht. arbejde og uddannelse.
Der er gennemført 10 interview med fem kvinder og fem mænd i aldersgruppen 30 til 45 år. Det drejer sig om personlige dybdeinterview af 2½ times varighed.