Efter en omfattende search-proces valgte DDRB (Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforening, red) at ansætte af Tine Aurvig-Huggenberger som ny direktør med tiltrædelse den 18. juni 2012. At offentliggørelsen sker på arbejderbevægelsens internationale kampdag bør vel betragtes som et signal om fornyet kampvilje og mod.

– Tine Aurvig-Huggenberger har alle de faglige og personlige kompetencer der skal til for at matche vores ønsker og mål om at skabe forandring og sikre politisk indflydelse for branchen, siger Mona Juul, formand for DRRB og adm. direktør i reklamebureauet envision A/S.

Den 49-årige Tine Aurvig-Huggenberger kommer til DRRB fra en stilling som partner og chef for Public Affairs-søjlen i PrimeTime Kommunikation, hvor hun har været ansat siden 2009. Hun er dog især kendt i offentligheden og i det politiske system fra hendes mange år som næstformand i LO og slagsmålet i offentligheden om hendes herostratisk berømte pension.

– Tine har den helt rigtige baggrund til at håndtere branchens interesser og muligheder. Det er nødvendigt med friske øjne på DRRB’s potentiale, og Tine vil målrettet kunne gå efter at opfylde bestyrelsens målsætninger på både kort og langt sigt. Hun har et indgående kendskab til og netværk inden for både erhvervslivet, medierne, det politiske system og organisationsverdenen, fortsætter Mona Juul.

Om den forandringsproces, DRRB skal igennem efter afskeden med Bjørn Karsholt, siger formanden:

– Tine har personligt stået i spidsen for en nærmest ubrudt kæde af komplekse forandrings- og udviklingsprojekter. Her har hun i høj grad været godt hjulpet af sine gode kompetencer som kommunikator og energisk frontløber. Samtidig med at hendes omverden fremhæver og respekterer, at hun er stærkt resultatorienteret.

Nu gælder det synligheden

– Jeg glæder mig utroligt meget til at tage fat på de nye opgaver i DRRB. Jeg skal samarbejde med bestyrelsen og en stab af dygtige specialister om at håndtere en række væsentlige forretningsmæssige, organisatoriske og politiske problemstillinger, tilføjer Tine Aurvig-Huggenberger.

Både Tine Aurvig og Mona Juul er ikke overraskende enige om, at bureaubranchen ”bidrager til at skabe stor værdi for kunderne og dermed vækst i samfundet.” Derfor summerer den nye direktør sine opgaver således:

· Synliggøre medlemmernes kompetencer og bidrag til væksten

· Være med til at skabe bedre rammebetingelser og vilkår for branchen

· Sikre at brancheforeningens indsats skaber værdi for medlemmerne og at

· Synliggøre resultaterne over for DRRB’s egne medlemmer – og i forhold til eksterne stakeholders.