Dansk Erhverv offentliggør i dag en ny analyse, som viser, at målrettede reformer, der øger væksten i dansk økonomi, vil betyde, at en typisk LO-familie i 2020 vil have 46.000 kroner mere til rådighed om året, end hvis de nuværende, nedslående forventninger til velstandsudviklingen holder.
Omvendt vil det koste en LO-familie 42.000 kroner, hvis velstanden skuffer og dansk økonomi kun vokser med 0,4 pct. om året frem mod 2020.
– Den økonomiske vækst kan øges gennem bedre uddannelser, øget satsning på forskning og udvikling samt en skærpelse af konkurrencen, men i jagten på højere økonomisk vækst kommer vi heller ikke uden om at se på de fem store reformområder: Efterløn, pensionsalder, topskat, selskabsskat og en mere effektiv og slankere offentlig sektor, siger Christian Tanggaard Ingemann, direktør i Dansk Erhverv.
Dansk Erhverv skriver i analysen, at scenarierne for udviklingen i dansk økonomi frem mod 2020 er valgt sådan, at det er realistiske bud på nogle fremtidsscenarier for dansk økonomi, hvor grundforløbet er vismændenes fremskrivning af væksten frem mod 2020.
Borsen.dk