Helt usædvanligt slækker LO kravene til lønstigninger for 600.000 privatansatte LO-medlemmer forud for weekendens afgørende forhandlinger med arbejdsgiverne om næste års overenskomst på industriområdet. Finanskrisens hærgen gør, at danskerne ikke kan forvente meget ekstra i lønningsposen, lyder det nu fra LO-formand Harald Børsting.
– Man må erkende, at der ikke er plads til lønfest denne gang. Når der nu ikke er rum til så meget i løn, så prioriterer jeg behovet for, at vi kigger på andre elementer, der kan give tryghed for medlemmerne, siger Harald Børsting, som dog ikke har opgivet kravet om, at lønmodtagerne skal bevare reallønnen og forhåbentligt udvikle den.
LO vil modarbejde østarbejdere, som underminerer de danske overenskomster. Men der skal også gives flere penge til kompetencefonde, så fyrede medarbejdere hurtigt kan komme videre. Dansk Industris administrerende direktør, Hans Skov Christensen, ønsker ikke at kommentere Harald Børstings udspil.
Berlingske Tidende side 1 og Business side 8-9.