“Vi skal have penge fjernet fra det politiske system. Interessegruppers bidrag til partikandidater ødelægger demokratiet!“ har det igen og igen lydt fra den amerikanske præsidentkandidat John McCain, der har gjort pengenes korrumpering til motto for sin i øvrigt meget synlige kampagne.
At lobbyister ikke blot er skydeskiver i den amerikanske valgkamp, viser afsløringer af sorte penge og storstilet korruption hos tyske CDU. Overskrifter i det ansete Der Spiegel som “Lobbyist flygter til Canada“ har ikke netop hævet respekten for de professionelle, der forsøger at give politikkerne et bedre beslutningsgrundlag. Danmark er heller ikke gået fri. Efter at uafhængige lobby-bureauer udgået af højre-netværket Konservativ Fornyelse har været udsat for massiv negativ eksponering i medierne, er det tidspunktet at spørge, om den undertiden forførende cocktail af kampagne og lobbyisme har en fremtid herhjemme?

FARE FOR SKJULT INDFLYDELSE
– Det har vist sig i amerikansk, og nu også i tysk politik, at penge spiller en større og større rolle, forklarer Per Stig Møller (K), der med bogen “Magt og afmagt“ har søgt at indkredse de faktorer i mediernes tæppebombardement som undergraver demokratiet.
– De der giver de store beløb, kan vi risikere får en skjult indflydelse med skjulte fordele, som vi overhovedet ikke aner noget om. Penge er kommet til at spille en meget stor rolle pga. de nye medier. Det er lidt uhyggeligt. Det kan ikke være rigtigt, at demokratiet skal være et spørgsmål om hvem der har den største pengekasse. Det at man kan prøve at få sammensat en folketingsgruppe efter sit eget hoved i kraft af pengemagt, det strider mod demokratiet – som drejer sig om holdninger og ikke pengepungen. I offentlighedsarbejdet ønsker jeg faktisk at folk prøver at påvirke os. Det jeg ikke bryder mig om er, at man laver bureauer, som specialiserer sig i, hvordan man kan manipulere os.
Per Stig Møllers standpunkt er arketypisk for danske politikere. Når man ser bort fra gennemtrækket af backbenchers – de oftest ukendte politikere på Folketingets bageste række med et indlysende behov for at profilere sig – så er den udbredte holdning, at interesseorganisationer af enhver slags er mere end velkomne, men at man også gerne vil vide, hvem man har med at gøre. Eller for at citere ophavsmanden til den eksisterende partistøtteordning, socialdemokraten Erling Olsen: “Lobbyister må gerne tale for deres syge moster. Vi skal bare vide, hvem hun er.“

DANMARK ER IKKE USA
– Når der ikke eksisterer det samme behov i Danmark som USA for freelance lobbyisme, skyldes det at Danmark er så gennemorganiseret, mener dir. fra Advice Ledelses- og kommunikationsrådgivning A/S.
– Man skal ud i det ekstreme, som fx Faxe, der havde dåse-sagen, men ikke havde resten af branchen med: så har du brug for lobbyisme. Danske virksomheder har ikke det store problem i dag med at blive hørt. Man kan derfor sige at lobby-bureauerne er i alvorlig krise. Man kan diskutere deres objektive eksistensberettigelse i dette land, og den subjektive måde det er udført på er heller ikke imponerende indtil nu, siger Jesper Højberg med et hip til bureauet som kom til at lække en liste over “bil-hadere“ til netop naturfredningsforeningen. Han slutter:
– Forestillingen om at vi er en lidt korrumperet stat, hvor det er meget svært at komme frem, og der kun er nogle der sidder på flæsket, og så alle de andre er holdt nede. Den trives på Ekstrabladet. Men sandheden er; det er ikke svært at blive hørt i Danmark.

MANGEHOVEDET UHYRE
– Lobbyisme i sig selv er jo et lige så mangehovedet uhyre som reklame, mener dir. Katrine Steen, formand for Brancheforeningen for Public Relations Virksomheder.
– Man skal skelne mellem lobbyister og lobby-rådgivere. De fleste danske bureauer er lobby-rådgivere. De klæder kunderne på, til at kunderne selv tager de kontakter de skal have. De danske politikere har man så nem adgang til, at de ville synes det var mærkeligt om der kom nogle andre end de der har problemet til dem. Vi har nogle etiske regler i brancheforeningen, men der er desværre ikke så mange der er medlem af brancheforeningen. Man skal fortælle, hvem ens opdragsgiver er, og må ikke fremlægge en sag så man tror den kan blive misforstået! Men det er der altså virksomheder i branchen som synes er et problem – og har givet det som begrundelse for ikke at være med i brancheforeningen. Det synes vi er et stort problem. Selvregulering er helt afgørende, mener Katrine Steen, der som direktør for KS Consult A/S er en af innovatorerne indenfor Public Affairs i Danmark.

VIRKSOMHEDSETIK
Selv om vi, som den konservative Hans Engell rigtigt har udtrykt det, “ikke er CDU“, så er konsensus-landet Danmark dog ikke gået ram forbi de internationale trends med sammenfiltring af PR, Public Affairs, sorte penge og “købte“ politikere. Således har det givet kraftigt bagslag at kommunikationsvirksomheden CoBrus fra Heimburger Gruppen har markedsført sig med rådgivning i “politisk indflydelse“ og “virksomhedsetik“. Netop det sidste, eller manglen på samme, har kostet den tidligere konservative pressechef direktør-posten i CoBrus. Forinden var gået en periode med sjældent dårlig omtale, hvor Skov Petersen måtte stå model til beskyldninger om, at han skulle have bedraget Heimburger-koncernen for store midler. Beskyldninger, som ikke retsligt er imødegået. At Erik Skov Petersens exit blot er et element i et kompleks af beskyldninger om undergravende virksomhed, herunder hemmelig støtte til udvalgte folketingsmedlemmer, kan ikke betones kraftigt nok.

REKONSTRUKTION AF COBRUS
CoBrus nye direktør Michael Kristiansen, der er tiltrådt sammen med Statsministerens tidligere rådgiver Simon Pihl Sørensen, lægger ikke skjul på, at det er lobby-rådgivning og ikke lobbyisme CoBrus nu går efter:
– Det er et spørgsmål om at hjælpe en kunde med at fremføre sine argumenter så godt som overhovedet muligt. Tidligere handlede det om gode forbindelser. I dag, hvor man kan sige at tingene er blevet mere komplekse, så er det ikke altid nok at have gode forbindelser. Det er sværere at trænge igennem. Derfor bliver du nødt til at lægge mere vægt på dine argumenter. Og det er dér at sådan nogle som os kommer ind i billedet. Vi kan sætte bedre argumenter ind i en forståelig politisk ramme. Vi har ikke folk løbende rundt på Christiansborg. Vi har ikke nogen decideret stærke lobby-virksomheder i Danmark, det har vi ikke. Og når eksempelvis Waterfront Communication fremhæver sig selv som lobbyister, hvor meget af deres omsætning stammer så fra lobbyisme? Er det ikke lige så meget for at gøre opmærksom på sig selv, gøre sig interessante?
Michael Kristiansen har ikke taget stilling til, om CoBrus i lighed med Waterfront Communication og Heimburger Business skal løsne båndene til Heimburger-miljøet:
– CoBrus startede primært som PR-firma for Heimburger Reklamebureaus kunder. Firmaet er i dag mere selvkørende. For hver ny kunde vi får ind, får vi i virkeligheden mindre at gøre med gruppen.

DET LATENTE BEHOV
Selv om racen af kampagne- og lobbyfolk for en tid ligger underdrejet, er der iagttagere som kan se fænomenets fremtid:
– Jo flere negative episoder, jo sværere vil lobbyisterne have ved at trænge ind til politikerne. Branchen er i forvejen relativt suspekt. Derfor har EU-parlamentet forsøgt at lave en kodeks for lobbyisters og andre rådgiveres arbejde. Man kan forestille sig det samme herhjemme.
Michael Seidelin, der er dagbladet Politikens mand på Christiansborg, henviser til debatten som opstod i USA efter at George Bush’ spin doctor Lee Atwater med ødelæggende effekt under præsidentkampagnen 1988 havde fået eksponeret Gary Harts utroskab. Atwater var i øvrigt sin egen hustru kronisk utro.
– Der kom en debat om de virksomheder som direkte opsporer de her ting, og kun kunne gøre det, fordi de tog sig godt betalt. Jeg tror, at vi kommer til at se mere af den slags i takt med at konkurrencen om at trænge igennem mediebilledet bliver dygtigere og dygtigere samtidig med at politikerne har stået i stampe og i hvert tilfælde brugt de samme kommunikationsparametre som de altid har brugt. Der vil være behov for nogle som lærer politikerne en højere grad af professionalisme eller er med til at løse opgaven for dem, slutter Michael Seidelin.
At politikerne selv har ressourcer i en formidlingssituation afslører Erling Olsens kommentar til fænomenet:
– Jeg betragter dem ikke som egentlige lobby-bureauer – men snarere som loppe-bureauer!