For et par år siden tilbød herretøjs-virksomheden Poise of denmark alle Roskilde Banks aktionærer, at de kunne få byttet deres værdiløse aktier til tøj.
Under VM-slutrunden, var der gratis tøj, hvis Danmark slog Holland – og ligeså da FCK i februar
spillede mod Chelsea på hjemmebane
Og nu er virksomheden så igen på banen med et utraditionelt tilbud: Denne gang får kunderne deres penge tilbage for det tøj, de køber fra nu og frem til valgdagen – hvis det altså vel at mærke bliver en borgerlig sejr. Og Lars Løkke Rasmussen igen udpeges som statsminister.
– Vi er helt vilde med alternativ markedsføring. Vi har et fast princip om aldrig at holde udsalg, og i stedet bruger vi ved passende lejligheder en masse penge på denne slags kampagner, fortæller Caspar Bo Jensen fra Poise of denmark.
På firmaets
hjemmeside kan man bestille varer frem til valget, og når valget er slut, bliver pengene ført tilbage til kundernes kreditkort – hvis altså vel at mærke Lars Løkke Rasmussen igen bliver udpeget som statsminister.
Målsætningen er naturligvis at skabe en mere langtidsholdbar opmærksomhed omkring brandet, siger Caspar Bo Jensen.
For kunderne kan det altså blive helt gratis at købe tøj, hvis Løkke vinder, men den store ekstraudskrivning, som Poise of denmark kan risikere efter valget, har virksomheden valgt at forsikre sig over for:
– Slutresultatet bliver derfor det samme for os. Det koster os det samme, hvad enten Lars Løkke Rasmussen eller Helle Thorning-Schmidt vinder – men vi håber naturligvis, at Løkke vinder, fordi det vil være fantastisk at kunne sende en masse penge retur, forklarer Caspar Bo Jensen.
Belært af tidligere erfaring har man dog denne gang valgt at sige, at tilbuddet lukker ned 14 dage før valgdagen på onlinedelen, mens den gælder helt frem til valgdagen i de fysiske butikker.
– Sidst vi havde en lignende kampagne i forbindelse med en fodboldkamp, oplevede vi en del kunder, som købte lige inden kampstart og returnerede lige efter kampen. Det er jo smart nok, men dyrt for os, da vi skal betale forsikring af alle handler. Derfor er reglen, at man kan bytte alt det, man vil – vi kan bare ikke give pengene retur, lyder det fra Caspar Bo Jensen.