Skattestoppet er urokkeligt, uanset hvad der sker med økonomien. Det slår statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fast, efter at nationalbankdirektør Nils Bernstein i et bemærkelsesværdigt hårdt angreb på regeringens økonomiske politik onsdag meldte ud, at skattestoppet ikke kan overleve.
– Skattestoppet er en del af fundamentet under den her regering. Og det bliver der ikke pillet ved, siger Lars Løkke Rasmussen.
Siden 2001 har regeringen garanteret vælgerne, at skatterne blev holdt i ro med det omstridte skattestop. Men vælgerne kan meget vel komme til at betale mere i skatter og afgifter, hvis det ikke lykkes regeringen at holde udgifterne nede, mener både Nationalbanken og flere førende økonomer.
Politiken.dk