Til de fleste kommunikationsfolks overraskelse spillede statsminister lynhurtigt valgkortet. Han orkede ikke at forhandle på skrømt, og de seneste ugers meningsmålinger viser da også, at Blå Blok nærmer sig Rød Blok ”bagfra.”
Vi har vanen tro spurgt Rhetor, rådgivende retorikere, hvordan vi skal ”læse” statsministerens valgudskrivelse?
– Iscenesættelsen sagde vist det meste. Lars Løkke Rasmussen stod alene foran Marienborg, i sort jakkesæt, alvorlig, nærmest bedemandsagtig, kan man vel godt tillade sig at kalde det uden at fornærme nogen, siger Peter Koch Palshøj, partner i Rhetor.
– Han bragte os tilbage til sin stærke nytårstale, der virkelig understregede alvoren ude i virkeligheden. Budskabet var, aldeles groft og forsimplet: Mens hele verden er gået i sort, ja, hele verden brænder rundt omkring os, så er jeg den sikre platform, der skal bringe Danmark igennem uvejret.
– Væk er det indledende drilleri om væltende papfigurer og hulheden bag den. Nu agter statsministeren at være statsminister, så at sige, og det betyder kommunikation om økonomi, økonomi og atter økonomi. Jeg tror, at V og K vil køre benhårdt på soliditeten i de borgerlige dyder om bl.a. ansvarlighed. Det skal blive spændende at se, hvordan Rød Blok griber den udfordring an, slutter Peter Koch Palshøj.