Mange danskere kender sikkert selskabet Multidata, og hvis man er i tvivl om, hvad selskabet egentlig laver, så behøver man vist bare sige navnet ”Dataløn”.
I dag skifter virksomheden navn til Bluegarden, hvilket sker i forbindelse med, at virksomheden har slået selskaber i Danmark, Norge og Sverige sammen. I løbet af de seneste fem år er afdelingerne for HR, IT og økonomi lagt sammen, og nu er koncernen så klar til at fuldende strategien.
– Navneskiftet til Bluegarden sker, fordi vi nu tager det sidste skridt i en udvikling, der skal forankre og styrke vores position som bedst til løn- og HR-administration i Skandinavien, siger Jørgen Klejnstrup, CEO i Bluegarden.
Navneskiftet er trådt i kraft i dag. Selskabets logo – en stregkode med personer – er fortsat det samme, og det er der en god grund til, fortæller Claus Hessner, direktør for Marketing og Kommunikation hos Bluegarden.
– Vi ville gerne bevare noget genkendelighed efter navneskiftet, som er udtryk for tankegangen ”En virksomhed – et navn”, siger han.
Hvorfor ikke bevare navnet Multidata? Det er trods alt det selskab, som har købt op i Norge og Sverige?
– Der er først og fremmest en helt konkret grund til, at det ikke blev sådan. Vi kunne ikke bruge navnet i Norge og Sverige, hvor det var ”optaget”. Dertil kommer, at vi alle var enige om, at navnet ”Multidata” ikke helt udtrykker det, vores virksomhed rent faktisk er, siger Claus Hessner.
Bluegarden overvejede et helt tredje navn, men planen blev hurtigt droppet.
– Vi har en stor kendskabsgrad på navnet i Norge og Sverige, og vi blev enige om, at der ikke var nogen grund til at sætte det over styr, siger han.
Herhjemme er Bluegarden-navnet relativt ukendt. Hvad vil I gøre ved det?
– Vi har iværksæt en kampagne, der gik i luften i dag. Den omfatter annoncer i landets største dagblade, 20-sekunders radiospots og bannerannoncer. Vi kører den form for massekommunikation i en måned, og så vurderer vi, hvor langt vi er nået, siger han.
Det handler om ekstern kommunikation. På de interne linjer er der også sket meget.
– Vi har haft stor fokus på den interne kommunikation op til navneskiftet. Og i dag har vi så officielt markeret navneskiftet på vores forskellige kontorer. Dertil kommer en omfattende kommunikationsindsats over for vores kunder, der for alvor starter i dag, slutter Claus Hessner.
Kampagnen er udarbejdet i samarbejde med Brandhouse.