15.000 ledige er lige nu i aktivering i et job med løntilskud på plejehjem, i skoler eller andre offentlige arbejdspladser. Men stik imod hensigten gør et offentligt løntilskudsjob det sværere for den arbejdsløse at få et rigtigt job.
De ledige bliver nemlig arbejdsløse i længere tid af at komme i job med løntilskud hos det offentlige.
Det er konklusionen i en rapport, som økonomerne Michael Rosholm og Michael Svarer har udarbejdet for Arbejdsmarkedsstyrelsen.
For to år siden overtog kommunerne ansvaret for at aktivere arbejdsløse på dagpenge. Og siden er der sket en fordobling af arbejdsløse i offentlige job med løntilskud. Under en tredjedel af de ledige aktiveres i private job med løntilskud.
Kommunerne får 50 procent af udgiften til dagpenge dækket af staten, når ledige sendes i job med løntilskud. Løntilskud i kommunerne varer ofte seks måneder. Lønnen er alene den lediges dagpenge.
Omvendt giver løntilskud i private firmaer den ledige en rigtig løn støttet af staten. Og mens de offentlige løntilskudsjob gør de ledige arbejdsløse i længere tid, viser den nye rapport, at private løntilskud kan fordoble den lediges chancer for at få job bagefter.