Nyhedsavisen udkommer fredag den 6. oktober og efterfølges af endnu en premiere: En lørdagsudgave.
– Det er naturligt for os at udgive Nyhedsavisen om lørdagen, der er en interessant dag for både læsere og annoncører. Planen har hele tiden været at udkomme om lørdagen, for det er vigtigt at sikre læserne et ordentligt tilhørsforhold til avisen, siger adm. dir. i Nyhedsavisen, Morten Nissen Nielsen.
Med Nyhedsavisens seks-om-ugen plan rammes morgenaviserne på en lukrativ weekend-dag, og i forhold til de øvrige gratisaviser har man en konkurrentfri dag. Adm. dir. i Mediabroker, Peter Ottesen, siger:
– Lørdagen ligger højere i oplag og læsertal end hverdagene. Dækningen den dag har i 20 år været opprioriteret. Læserne har bedre tid den dag end torsdag og fredag, og de orienterer sig, inden de køber ind. Nyhedsavisen har tænkt på detailhandlen. Det er fornuftigt nok og naturligt … jeg studser mere over, at Dato og 24timer stopper ved fredagen. Der kan ligge et omkostningselement her.
Nyhedsavisen salgsdirektør, Rene Slatenach, præsenterede ved avisens konference på Det Kongelige Bibliotek en læsertalsgaranti, som han betegnede som en nyskabelse inden for dagbladene:
– Vi garanterer én million læsere for hver større indrykning. Hvis det mod forventning ikke lykkes, så efterleverer vi læserne og giver 33 pct. oveni.
Mediabrokers adm. dir. anerkender initiativet, som giver logik for de nye aviser. Men nyt er det ikke.
– Er der noget, der er usikkert for de nye aviser, så er det, hvad de får af læsere. Læsertalsgarantien er fint, for det giver en sikkerhed for annoncørerne. Men en nyskabelse er det vel næppe. Quality Rating Point-projektet for en håndfuld år siden var grundlæggende de samme oplysninger, og Ekstra Bladet har en lignende garanti – blot baseret på oplag, siger Peter Ottesen, der ser det som en udfordring for Nyhedsavisen, at de først udkommer den 6. oktober.
– Deres læsertal kommer ikke med i 4. kvartal. Vi får først en officiel indikation den 1. marts, og de officielle læsertal har vi først den 1. august. Vi vil naturligvis se mange læsertal indenda, og vi tager alt, hvad der kommer. De vil være beregnet på samme måde som de øvrige tal, men det er bare ikke det officielle tal, det er bare ikke indekset, siger Peter Ottesen. peng