Årets største mediakampagne, kalder Buena Vista Home Entertainment det i en annonce i Dansk Handelsblad i dag. Og mediaplanen for lanceringen af Løvernes Konge på DVD ser også omfattende ud. Både tv, radio, print, outdoor, butiksaktiviteter, pr, promotions og dokumentarer på bl.a. Disney Channel er på listen over de medier, der bliver taget i brug op til lanceringen i oktober måned.
Løvernes Konge er i forvejen den mest solgte videofilm gennem tiderne. Siden videoen kom på markedet i 1994 er den solgt i 55 millioner eksemplarer over hele verden. Nu, 8 år efter, kommer Løvernes Konge så som DVD for første gang. DVD’en indeholder bl.a. en specialudgave af filmen med en helt ny scene og en ny sang af Elton John. Salgsmålet i Norden er på 1 mio. solgte DVD’er.