Højtlønnede danskere vil fravælge de kollektive pensionsordninger, hvis S og SF indfører et loft over indbetalingerne til pension. Det vil underminere hele det unikke danske pensionssystem, mener branchen.
Et loft over indbetalinger til pension vil få medarbejdere til at droppe de kollektive aftaler til fordel for individuelle pensionsordninger. Det underminerer hele systemet og vil gøre det markant dyrere for opsparerne, advarer branchen.
– Det vil ødelægge et simpelt og billigt pensionssystem. De nuværende ordninger er kollektive, dvs. en standardvare, som derfor er billigere, og det vil man ødelægge med et loft over indbetalingerne, siger Per Bremer, direktør i brancheorganisationen Forsikring & Pension.
Frygten er, at de medarbejdere, som via deres pensionsordning får indbetalt mere end 100.000 kr., vil træde ud af de kollektive ordninger og begynde at forhandle individuelle pensionsordninger på plads, fordi det skattemæssigt er en ulempe at blive i det kollektive system.